El-firma får ny partner

Sunds El, som Karup El hører under, har udvidet ejerkredsen

16. marts 2021, 12:38

FORRETNING Hos Sunds El, som købte Karup El i 2011, er ejerkredsen blevet større. Det er resultatet efter modne overvejelser om virksomhedens fremtid og fortsat positive udvikling. Den nye partner er BE Installationer med adresse i Viborg. De tre ejere af Sunds El, Brian Bank Christensen, Christian Christensen og Mikael Ejgaard Knudsen kalder det i en pressemeddelelse for »et perfekt match til gavn for både os selv, vores trofaste medarbejdere og ikke mindst vores gode kunder«. Overfor Herning Folkeblad uddyber Mikael Ejgaard Knudsen beslutningen. - Elopgaver bliver mere og mere specialiserede, og med partnerskabet med BE Installationer får vi en masse ekstra kompetencer, som vores kunder kan trække på. Vi kommer til at gå til opgaverne med større fleksibilitet end nogensinde før. Derudover bliver vi med BE Installationers autorisationer og certificeringer i stand til at tilbyde en del flere services på konkurrencedygtigt niveau blandt indenfor bygningsautomatik, brand og sikring samt indenfor VVS og køl, siger han.

Han fortæller, at man fortsat vil have til huse i Sunds, og at alle medarbejdere følger med over i det nye samarbejde.

Direktør hos BE Installationer, Brian Bryrup, så med det samme positivt på henvendelsen fra Sunds. - Man kan udrette mere sammen end hver for sig, så vi tog åbent imod, da den veldrevne virksomhed bejlede til os. Dog var vi samtidig meget bevidste om, at kemi og gensidig respekt skulle være til stede. Det var der lykkeligvis, og med anparten i Sunds El har vores nye strategi om geografisk spredning fået en god start. Vi ser virkelig frem til at lære elektrikerne hos Sunds El bedre at kende og medvirke til vækst.