Borebisser og piloter sætter tusindvis af routere op

Den danske internetudbyder Fibia får hjælp af piloter og borebisser, når de udskifter routere til glæde for 10.000 midt-, øst- og nordjyske husstande

15. marts 2021, 14:01
Fibia skaber private internetforbindelser til de danske husstande, der ikke påvirkes af trafikken hos andre brugere eller afstanden til en central. Fibia har ved hjælp af den nyfundne arbejdskraft sat tusindvis af routere op i Midt-, Øst- og Nordjylland, og takket være den hurtige indsats fra Randstad kan arbejdet, der blev påbegyndt d. 1. januar 2021, afsluttes inden udgangen af februar 2021.

ARBEJDSMARKED Den mørkeblå blazer og kasketten med vingerne bliver på knagen for de fleste piloter i disse tider. Til gengæld har piloter og borebisser haft et par travle måneder i Viborg og i store dele af Midt-, Øst- og Nordjylland. Her har de og 150 andre midlertidige medarbejdere hjulpet den danske internetvirksomhed Fibia med at installere nye routere hos 10.000 borgere på blot to måneder. Det er et stort projekt, som kræver en masse kyndige hænder med lokal tilknytning, så borgerne i området får størst muligt glæde af hurtigt fibernet. Ifølge afdelingsleder Lars Buchreitz Thygesen var det vigtigt at finde folk, der kender Viborg og resten af regionen.

Løst opgaven

- Vi er glade for at kunne sætte over hundrede mennesker i gang med arbejdet og få løst opgaven på rekordtid. Trods corona har vi fået rigtig god respons på installatørernes hjemmebesøg. Med hjælp til rekrutteringen fra Randstad har vi fundet og ansat lokale folk til opgaven. Det betyder en kortere transporttid og et stort lokalt kendskab, som gør, at vi hurtigt kan genbesøge kunderne, hvis nødvendigt og samtidig opretholde et højt serviceniveau, siger afdelingsleder i Fibia Vest, Lars Buchreitz Thygesen.

Rekrutteringsbureauet Randstad bistod med at finde størstedelen af de godt 150 personer, der hjælper med at udskifte routere i 10.000 lokale husstande – heriblandt fem piloter, borebisser og DJs.

- Det er altid udfordrende at finde så mange folk, og derfor har vi også målrettet vores indsats bredere og henvendt os til nogle af de brancher, som er særligt udfordrede af corona-situationen. Vi har haft fokus på at finde personer, som har lyst til at bidrage til og løfte opgaven. Det er selvfølgelig vigtigt at man kan betjene en boremaskine, men lige så vigtigt at man har de nødvendige sociale færdigheder for at kunne løfte opgaven. Denne type fleksible og kortvarige ansættelsesforløb er kommet for at blive og kommer til at vokse yderligere – også på den anden side af krisen, siger Nima Astanehdost, der er CEO hos Randstad Danmark.