Kommune satser på lystfisker-turisme

Lystfiskere kendetegnes ved at bruge mange penge på at udøve deres hobby, og derfor vil Viborg Kommune lokke flere til

17. marts 2021, 13:54
På baggrund af undersøgelse ved lignende indsatser ved Karup og Skjern Å vurderer Viborg Kommune, at vækstscenariet for samfundsøkonomien ved Gudenåen vil løbe op i 15-20 millioner kroner over tre år. Den økonomiske vækst vil primært gavne lokal beskæftigelse og omsætning i Bjerringbro og Karup. Foto: Martin Ballund

LYSTFISKERI Danmark er ved at udvikle sig til en attraktiv destination for lystfiskere.

Der bliver således solgt flere og flere fiskekort til udenlandske lystfiskere, der kommer til de danske åer for at fiske havørreder og laks.

Viborg Kommune vil også meget gerne byde fiskerne velkommen til blandt andet Gudenåen, da det i sidste ende kan skabe vækst blandt små og mellemstore virksomheder, som overnatningssteder, guider, grejbutikker og lystfiskerforeninger.

Erhvervs- og udviklingschef i Viborg Kommune, Anders Holm, har beskrevet et projekt, som byrådspolitikerne skal tage stilling til.

- Vi vil gerne udvikle Gudenåen til at være et internationalt og attraktivt lystfisker-spot, fortæller Anders Holm.

Mange penge

Indenfor turisme er der en stigende bevidsthed i værdien af specielle interesse-målgrupper, som for eksempel lystfiskere. Lystfiskerne kendetegnes ved at bruge mange penge på at udøve deres hobby, ofte sammen med ligesindede.

- Vi vil gerne tiltrække lystfiskere - og helst fiskere, der har mange penge med sig. Og der er ingen tvivl om, at havørred er godt, men laks er endnu mere attraktivt, siger Anders Holm.

Viborg Kommune bruger hvert år i samarbejde med Randers og Favrskov kommune 220.000 kroner på udsætning af lakseyngel, der er en forudsætning for, at der er laks i Gudenåen. Det skal fortsætte de kommende tre år.

Herudover lægger kommunen op til at bevilge 228.0000 kroner årligt frem til 2023 til erhvervsfremme-indsatser indenfor lystfiskeri i Gudenåen, Karup Å og Limfjorden - hvis kommunerne Herning, Randers og Favrskov er med på den.

En bred indsats

- Vi ønsker en bred indsats mod sportsfiskerforeninger og de aktører, der kan tjene penge på lystfisker-turismen. Lystfiskerne stiller jo også krav, blandt andet til overnatningsstederne. Måske er der behov for steder, hvor fiskerne kan få tørret deres waders og stille deres grej og så videre, siger han.

Det er meningen, at projekterne med tiden skal drives videre i privat regi, understøttet af Visit Danmark uden yderligere medfinansiering fra Viborg Kommune. Visit Danmark har i gangsat en kampagne for at få flere lystfiskere til Danmark, og det skal de gerne blive ved med.

- Drømmen er at gøre det til et destinationsprojekt, som Visit Danmark som organisation kan komme til at arbejde videre med som et attraktivt lystfiskerprojekt, der kan markedsføres internationalt og som kan tiltrække penge til os, siger Anders Holm.

Vækstdriver

I 2016 blev Riverfischer-projektet, der er det tværkommunale egnsudviklingsprojekt med lystfiskerturisme som vækstdriver, etableret af Herning Kommune for at undersøge om der var et vækst og turismeprotentiale omkring Skjern Å og Karup Å.

Herning Kommune har afsat midler til drift og anlæg til en fortsættelse af Riverfisher projektet, og de har derfor rettet henvendelse til Viborg Kommune om fortsat deltagelse i erhvervsturismeprojekt Riverfisher, herunder perspektivet i at inddrage Gudenåen som en del af projektet. Favrskov Kommune har afsat midler til at indgå i samarbejdet. Randers Kommune forventes at behandle sagen politisk i marts måned.

En evaluering af Riverfisher viser at andelen af udenlandske lystfiskeres køb af fiskekort siden projektets start i 2016 er steget fra 3 procent til 20 procent. Antallet af solgte fiskekort ved åerne steg fra ca. 5.700 til ca. 7.000 alene fra 2016-2018. Desuden er der siden Viborg Kommunes indtræden i projektet investeret ca. 20 mio. kr. i private og offentlige faciliteter rettet mod havørredfiskeriet langs Karup Å. Alene i Viborg Kommune har 2 private aktører efter eget udsagn siden 2017 investeret ca. 10 mio. i faciliteter og fiskevande med direkte relation til Riverfisher projektet.

Som målepunkt på Havørred Limfjorden ses, at trafikken på Havørred Limfjordens hjemmeside er steget fra 5.000 til 70.000 besøgende pr. år siden 2018. Hertil kommer at Havørred Limfjorden har modtaget ca. 1,9 mio. kr. fra puljer og fonde til at udvikle lystfiskeriet og lave fiskepleje i Limfjorden i den kommende budgetperiode på 3 år.

Omsætningsvækst

Ifølge en effektundersøgelse (Kvistgaard og Hird i samarbejde med Realise, Samfundsøkonomiske effekter af lystfiskerturismen ved Karup Å og Skjern Å, 2018) lavet på Skjern Å og Karup Å har projektet bevirket en omsætningsvækst ved Karup Å, der kan omregnes til ca. 6,5 mio. kr. pr. år siden 2018. Internt i Riverfisher opereres der i den næste treårige fase med en årlig gennemsnitlig omsætningsvækst på Karup Å over 3 år på ca. 20 procent. Hvis Gudenåens attraktion som fiskevand sidestilles med Karup Å og Skjern Å vil omsætningsvæksten på Gudenåen efter forvaltningens skøn i et forsigtigt 20 procent vækstscenarie være mellem 15 mio. og 20 mio. kr. over 3 år. Den økonomiske vækst ved Riverfisher vil primært gavne lokal beskæftigelse og omsætning i Bjerringbro og Karup området.

Fra nationalt hold har der siden 2010 været lavet 3 perspektivundersøgelser over dansk lystfiskeri. I alle tre undersøgelser vurderes der at være et potentiale for Danmark.

Der er på den baggrund et potentiale i at få Gudenåen med ind i under en professionel lystfiskerturismeindsats, specielt med henblik på at øge antallet af internationale lystfiskerturister ved åen. Dette kan ske ved en 3-årig opbygningsperiode gennem uddannelse af guides og erhvervsaktører, kortbeskrivelser, artikelskrivning mm. Dette forudsætter, at støtten til udsætning af smolt fastholdes.