Genåbning af flyrute til København er udsat til april

DAT udsætter åbningen af ruten mellem Karup og København til den 12. april

15. februar 2021, 13:42
Med den fortsatte samfunds-nedlukning udsætter DAT genåbningen af ruten fra Midtjyllands Lufthavn til den 12. april, men i lufthavnen håber man på, at det sker før. Foto: Martin Ballund

KARUP Først på året lød meldingen, at DAT-ruten mellem Karup og København ville genåbne lige efter vinterferien, men med den fortsatte samfunds-nedlukning er det nu først muligt at booke billet fra den 12. april.

Direktøren for Midtjyllands Lufthavn, Frans Bjørn-Thygesen, forstår godt flyselskabets beslutning.

- Det er DAT, der afgør, hvornår der skal flyves igen, men der er jo ingen private flyselskaber, der ønsker at flyve, uden at der er økonomi i det, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Han tilføjer dog, at DAT og lufthavnen stort set kan åbne fra dag til dag. Hovedparten af passagererne er erhvervsfolk.

- Vi er enige med DAT om, at lige så snart samfundet åbner, og der kommer gang i erhvervslivet, så flyver vi igen. Så det kan godt være, at vi flyver før denne dato, siger han.

Lukket flere gange

Lufthavnen har været lukket flere gange i etaper siden marts sidste år. Lufthavnen fik sidste år støtte via en lufthavnspakke rettet mod mindre indenrigslufthavne. Pakken stoppede ved årsskiftet, og nu håber lufthavnen på hjælp i år. For øjeblikket har Dansk Industri og Dansk Luftfart møde med staten om yderlige støtte til lufthavnene.

- Vi har ingen flyvning og dermed ingen indtægter, men stadig udgifter, fortæller Frans Bjørn-Thygesen.

Lufthavnen får dog lønkompensation og kompensation for faste omkostninger. Men da lufthavnen i Karup normalt kører med underskud er der særlige fradragsbetingelser i beregningen af tilskud, så kompensationen dækker ikke de faktiske omkostninger. Lufthavnen får kun mindre beløb, ifølge Frans Bjørns- Thygesen.

Kommer igang

Han håber, at erhvervslivet kommer i gang inden længe. Og et digitalt coronapas, som viser, at man er vaccineret mod covid-19, hilser han velkomment.

- Men 20-30 procent af vores passagerer flyver videre fra København og ud i verden, og derfor er det vigtigt, at det er gyldigt i andre lande, siger han.