Passagertal i lufthavn faldt med 75 procent i 2020

Coronakrisen rammer den i forvejen trængte økonomi i Midtjyllands Lufthavn, der håber på mere økonomisk hjælp i 2021

02. februar 2021, 10:37
Lufthavnschef i Karup, Frans Bjørn-Thygesen, forventer, at lufthavnen bliver næsten lukket helt ned et par uger for at spare penge. I forvejen er de fleste medarbejdere sendt hjem med lønkompensation. Foto: Martin Ballund

LUFTHAVN Midtjyllands Lufthavn i Karup har i flere år kæmpet for flere passagerer, og i 2020 tog passagerkurven et kæmpe dyk.

Antallet af passager, der gik igennem terminalbygningen, endte på 29.000, hvilket svarer til cirka 75 færre passagerer i forhold til året før, som også var et skidt år. Det er passagererne på flyselskabet DATs rute mellem Karup og København, der er blevet hjemme.

Lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen ærgrer sig, men er ikke overrasket set i lyset af, at lufthavnen på grund af coronasituationen var lukket halvdelen af året, svarende til tre nedlukninger siden marts.

Færre passagerer rammer naturligvis økonomien i lufthavnen, som får indtægter via en afgift på 140 kroner per rejsende passager.

Lufthavnen er først er klar med regnskabet i foråret, men vurderingen er, at driftsunderskuddet ender på mellem 12-15 millioner kroner, hvilket er cirka dobbelt så stort som budgetteret inden coronakrisen slog igennem.

Helskindet

Alligevel ser det ud til, at lufthavnen kommer helskindet igennem året.

Lufthavnen har modtaget ni millioner i Statens hjælpepakke, der vedrører mindre indenrigslufthavne.

- Vi regner med at kunne beholde de ni millioner kroner, og herudover fik vi et kapitalindskud fra vores ni ejerkommuner i 2020, så det går nogenlunde op, fortæller Frans Bjørn-Thygesen.

Han havde ellers været ude og bede om ekstra millioner kroner fra ejerkommunerne, men det blev taget af bordet igen, da hjælpepakken kom på plads.

For øjeblikket flyver DAT ikke fra Karup. Det har DAT ikke gjort siden nytår, og indtil videre flyves der ikke før efter vinterferien i februar.

- Vi er enige med DAT om, at vi følger covid 19-situationen og resten af samfundet, og når efterspørgslen og behovet er der, så flyves der igen, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Lige nu er der militærflyvninger og andre små-flyvninger, men de fleste medarbejdere er sendt hjem med lønkompensation. Og lufthavnen forventer at lukke næsten helt ned i et par uger for at spare penge.

Ledelsen kan ikke sige, hvad der forventes af passagertal i år, men lufthavnsbranchen forventer yderligere økonomisk hjælp af Staten i år på grund af coronasituationen.

Frans-Bjørn Thygensen er overbevist om, at den fortsat har ejernes fulde opbakning, hvilket også blev bekræftet for nylig af lufthavnens formand, Holstebros borgmester, H. C. Østerby (S). Ejerkommunerne er indstillet på at holde hånden økonomisk under lufthavnen, ikke mindst af hensyn til det midt- og vestjyske erhvervsliv, der udgør 90 procent af passagererne på ruten Karup-København.