Kaare Dybvad til VibLand

30. januar 2021, 10:19
1 af 2 Kaare Dybvad Bek fik den 21. januar føjet indenrigsminister til den titel af boligminister, han i forvejen havde. Den 17. maj vil han deltage i landdistriktskonferencen i Klejtrup. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
2 af 2 Illustration: VibLand

Det er lykkedes at føje lidt stjernedrys til programmet for den konference om udvikling af Viborg Kommunes landdistrikter, som VibLand (Viborg Landsbysammenslutning) og Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg afholder den 17. maj ved Verdenskortet i Klejtrup.

Den nyudnævnte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har nemlig sagt ja til at deltage ved konferencen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Viborg Kommune.

På dagsordenen vil være alt lige fra det gode fællesskab til muligheder for boligfinansiering, når Viborg Kommunes aktive landsbyboere og politikere vil diskutere forskellige muligheder og initiativer, der kan sætte skub i udviklingen.

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen (S), er glad for den ekstra dimension, indenrigs- og boligministerens tilstedeværelse vil give konferencen.

- Kaare Dybvad Beks deltagelse giver os mulighed for at få aktuelle, landspolitiske input til dialogen om udvikling i landdistrikterne. Samtidig vil vi selvfølgelig bruge anledningen til at gøre ministeren opmærksom på nogle af de sager, som vi i Landdistriktsudvalget er meget optagede af. Det gælder blandt andet muligheden for finansiering af boliger i landdistrikterne og midler til at forskønne vores landsbyer, siger Mette Nielsen.

Ifølge Lone Kastberg, der er formand for VibLand, har det stor værdi at samle borgere og politikere i en fælles dialog.

- Vi ved fra de tidligere konferencer, at vi kan lære meget af hinanden på tværs af de mindre byer i kommunen. Samtidig er jeg rigtig glad for, at både vores lokale politikere og indenrigs- og boligministeren vil stille op til den direkte dialog med os. På den måde kan vi berige og inspirere hinanden og skabe grundlag for konkrete udviklingsinitiativer, siger Lone Kastberg.

Landdistriktskonferencen er programsat til mandag den 17. maj klokken 17-21, og hvis det på grund af corona ikke er muligt at afvikle konferencen fysisk ved Verdenskortet i Klejtrup, vil den blive gennemført som et digitalt møde.