Skolen i Havredal leverer mælk til Arla med tre hjerter

Havredal praktiske Uddannelser har fået dyrevelfærdsmærke

28. januar 2021, 08:55
For at blive leverandør af mælk med 3 hjerter skal skolens køer have ekstra staldplads, være på græs mindst 200 dage om året, og kalvene skal være hos deres mor mindst 24 timer.

HAVREDAL Her i det nye år leverer Havredal Praktiske Uddannelser, der blandt andet uddanner unge med særlige behov til landmænd, mælk til Arla efter tre-hjerter ordningen. Det skriver skolen på de sociale medier.

De tre hjerter er udtryk for den dyrevelfærd skolen har i kvægbruget.

Der er to grundlæggende præmisser for at leve op til mærkningen.

Ingen køer må stå bundet i staldene, medmindre det sker i forbindelse med sygdomsundersøgelse.

Unødig aflivning af kalve forbydes. Det vil sige, at kalve ikke må aflives, medmindre det sker af hensyn til sygdoms- eller dyrevelfærdsproblemer.

Den nye dyrevelfærdsmærkning giver ét, to eller tre grønne hjerter afhængigt af, hvor meget dyrevelfærd, der er lagt oven i de eksisterende regler. Ét hjerte kræver for eksempel, at køerne kan gå frit rundt, der er forbud mod aflivning af tyrekalve og krav om, at kalve bliver fodret med mælk i mindst 8 uger fra fødslen. To hjerter kræver desuden, at køerne har adgang til udeareal i sommerperioden, mens tre hjerter kræver mere plads pr. ko og minimum 24 timers samvær mellem ko og kalv inden adskillelse.

Arla er glade for dyrevelfærdsmærket nu også findes på mejerivarer.

- Det gør det nemmere for os at fortælle om vores arbejde med dyrevelfærd, fordi mærket er kendt i forvejen og har en høj troværdighed i og med det er statskontrolleret. Dermed kan vi skilte med de forbedringer, som vi laver for de godt 500.000 køer, som Arlas landmænd har i Danmark, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Næsten 40 procent af den samlede indvejning af dansk økologisk mælk til Arla lever op til de strengeste krav i det statslige dyrevelfærdsprogram. Målet er alt Arla-mælk skal være hjertemærket i 2025, og det skal gøres ved, at landmændene får et større beløb for den mælk, der er lavet på køer, der får mere plads.