Lions: Håber stadig på at der kan holdes koncert på heden

Lions håber stadig på, at der kan arrangeres Karup Å-marked i juni

26. januar 2021, 08:16
Sådan så det ud ved en tidligere fest på heden. Det vides endnu ikke, hvad der kan lade sig gøre i juni.

MARKED Alt kan ske i disse coronatider, og der er ikke taget nogen endelig beslutning med hensyn til, om årets Karup Å-marked og koncert bliver til noget eller ej. Man ved endnu ikke om det kan lade sig gøre.

Musik i juni

Det er den 25, 26. og 27. juni, der er planlagt marked og musik ved Hessellund Søcamping.

- Vi håber og tror på, at der igen vil være fest på heden, måske i en anden udgave, end vi kender, fremgår det af campingpladsens hjemmeside.

Lions i Karup er traditionen tro med til at få arrangementet til at glide i samarbejde med forskellige lokale foreninger.

Det store trækplaster på musikscenen er som sædvanlig Lars Lilholt, men der foregår også meget andet. Der er blandt andet musik og anden underholdning samt kræmmermarked på programmet.

Præsidenten for Lions i Karup, Tom B. Petersen, fortæller, at kontrakterne indtil videre er intakte. Og man kan godt vente lidt endnu, inden man tager endelig beslutning til, om det bliver til noget eller ej.

- Vi har været med så mange gange før, at vi ikke behøver mere end en måned til at få det op at stå, siger han.

I 2020 måtte arrangementet aflyses på grund af coronasituationen. I år, nemlig den 11. juni, er der også lagt op til 50 års jubilæumsfest på campingpladsen - et år for sent. Her er Kandis inviteret. Og det er de samme overvejelser, der er omkring dette arrangement, fremgår det af campingpladsens hjemmeside.