God interesse for arkivleder-job

Viborg Museum og den lokale arkivstyrelse har haft ansættelses-samtaler til stillingen som arkivleder i Karup

25. januar 2021, 09:04
Kate Nielsen er ikke længere arkivleder. Der er endnu ikke officielt sat navn på den nye leder.

ARKIV Viborg Museum og den lokale arkivstyrelse holder, ind til alle formalia er i orden, kortene tæt ind til kroppen i forbindelse med offentliggørelse af navnet på den kommende arkivleder i Karup.

Fredag var der ansættelsessamtaler, og forinden havde man modtaget en del ansøgninger. Der var ansøgningsfrist den 11. januar.

- Vi har oplevet en stor interesse, dog ikke mere end forventet. Det er et meget normalt antal til den slags stillinger, fortæller Dan Ersted Møller, der er museumsinspektør og daglig leder af arkivet i Viborg. Han er desuden konsulent for arkivsamvirket i Viborg Kommune.

Den kommende leder af arkivet i Karup afløser journalist Kate Nielsen, der har været lønnet ansat siden 1. marts 2019. Hun stoppede, da hun ikke længere kunne få enderne til at hænge sammen.

Der er tale om en fire timers stilling. Der kræves ikke nogen bestemt uddannelse, men interesse for lokalhistorie er naturligvis et must.

Der er over 10 arkiver i kommunen. Og de er vigtige at have, mener Dan Ersted Møller.

- Arkiverne er dynamoer i lokalsamfundene. De er med til at bevare identiteten og folks tilhørsforhold til egnen. Det er vigtigt i en tid, hvor urbaniseringen er dominerende, siger han.

Der er også interesse for lokalhistorien.

- Og det er ikke kun i Viborg Kommune, men i hele landet, siger han.

Inden længe, når det hele er på plads, vil det blive meldt ud, hvem der er den nye arkivleder.

Ud over den lokale arkivstyrelse har arkivet en støtteforening, hvis mange frivillige og ulønnede hjælpere hovedsagligt er nuværende eller tidligere medlemmer af foreningens bestyrelse.