Købmandsgaarden i Skelhøje satsede

Min Købmand er kommet godt fra land

27. januar 2021, 10:32
1 af 2 Kjeld Bitsch, der er formand for Skelhøje Købmandsgaard, glæder sig over, at forretningen er kommet godt fra land som »Min Købmand«. Foto: Knud Gaarn-Larsen
2 af 2

FORRETNING 1. februar er det et år siden den Registrerede Socialøkonomiske Virksomhed Skelhøje Købmandsgaard besluttede sig for at satse på at gå et trin op ad stigen og gå fra LetKøb til Min Købmand.

Det var noget af en satsning, erkender Kjeld Bitsch, der er formand for den forening der ejer Købmandsgaarden.

- Ikke alene har vi investeret i nyt miljøvenligt køle/fryseinventar, der er også blevet bygget om, så butiksarealet er blevet større, og endelig er der kommet mange flere varer på hylderne, fortæller Kjeld Bitsch, der nu med stor glæde kan fortælle at det er lykkedes at holde det budget, som man lagde for et år siden.

Også købmanden Peder Engedal er en glad mand. Han glæder sig over at den PR-strategi, han sammen med en konsulent fra Dagrofa lagde om annoncering har båret frugt, og han konstaterer, at butikkens trofaste kunder har holdt ved, og at der er kommet en hel del nye til.

- Vi har et godt frugtbart samarbejde med Havredal Praktiske Uddannelser. Vi forhandler deres gode økologiske produkter, og så har vi netop sagt farvel til den første elev, der har gennemgået sin handelsuddannelse hos os, siger Peder Engedal, der er glad for at butikken foruden at være lokal, vel assorteret, konkurrencedygtig på priserne, også kan løfte en social opgave, og give unge med særlige behov en meningsfuld tilværelse, ligesom der er plads til frivillige og folk ansat i fleksjob.

Flere begrænsninger

Coronaen har givet flere begrænsninger.

- Vi kan for eksempel ikke bruge vores nye cafe, som vi gerne ville lige for tiden. Næsten dagligt er der cykel-motionister, der holder ind for at få en forfriskning, og selv om der ikke er så mange vandrere på Hærvejen på denne tid, så kommer der alligevel jævnligt passionerede vandrere ind for at proviantere på deres tur, fortæller Kjeld Bitsch, der glæder sig til at der igen kan komme gang i cafeen til gavn og glæde for både lokale og andre besøgende.

- I vedtægterne står der at vi skal holde generalforsamling inden april. Det kan ikke lade sig gøre med de restriktioner vi har lige for tiden. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at udsætte generalforsamlingen til lørdag den 29. maj, hvor vi så håber at kunne gøre lidt mere ud af det. Da butikken blev åbnet som min Købmand 7. november, kunne vi ikke gøre meget ud af, som vi gerne ville, så nu håber jeg at vi kan få en ordentlig fest sammen med generalforsamlingen, slutter Kjeld Bitsch med en opfordring til at huske at bruge den lokale butik.

- Bliver man medlem kan man opnå ekstra gode rabatter, fortæller Kjeld Bitsch, der tilføjer at man på den måde både gavner sig selv, lokalsamfundet og den sociale indsats, som købmandsgaarden yder.

Besøg

Der er flere der har fået øje på det man har lavet i Skelhøje. Seneste har man haft besøg af Noa Jankovic, der gennem flere år har været ansat ved Landdistrikternes Fællesråd, men i dag er ansat ved Dagrofa, hvor han skal være med til at hjælpe butikker i landområder i gang igen, og her vil han blandt andet bruge nogle af de erfaringer, man har gjort i Skelhøje.