Egnsarkiv søger ny leder

Kate Nielsen har besluttet at stoppe som leder af egnsarkivet i Karup

07. januar 2021, 08:58
Kate Nielsen fra Skelhøje er stoppet som leder af egnsarkivet i Karup. Foto: Pia Jakobsen

KARUP Viborg Museum søger nu i samarbejde med den lokale arkivstyrelse i Karup en ny arkivleder til Karup Egnsarkiv.

Det sker efter at Kate Nielsen fra Skelhøje er stoppet per 1. december. Hun har været lønnet ansat i fire timer om ugen siden 1. marts 2019.

Karlo Krog Hansen, der er formand for arkivstyrelsen, som består af tre medlemmer, fortæller, at Kate Nielsen var velkvalificeret til jobbet, da hun var journalist.

- Der er afsat fire timer til jobbet, og Kate Nielsen har ikke kunnet få enderne til at hænge sammen, siger han.

Han erkender, at det kan være et problem, at der kun er fire timer afsat. En gang var der otte, men så blev alle fire arkiver i kommunen synkroniseret, så Karup mistede halvdelen.

- Vi har åbent to timer om mandagen, og desuden er der arkivarbejde, fortæller Karlo Krog Hansen.

Arkivstyrelsen skal være med til at finde den kommende leder af egnsarkivet. Der er ansøgningsfrist mandag den 11. januar.

- Vi søger én, der har interesse for lokalhistorien og én, der har lokalkendskab, men ellers er det frit for enhver at søge, siger han.

Men med kun fire timer, så er det nok ikke alle, der kan søge.

- Det må jo være én med et deltidsjob eller måske en pensionist, der har lyst til lidt fritidsbeskæftigelse, siger Karlo Krog Hansen.

Han mener, det er vigtigt at have et lokalhistorisk arkiv i Karup. Historien skal nødigt gå tabt.

- Det er også vigtigt for sammenhængskraften i området. Historien binder området og folk sammen, og det er ikke blevet mindre med årene, siger han.

Han mener, at folk ikke er så stationære som de har været.

- Mange har behov for at vide, hvor de stammer fra, siger han.

Han kan se, at der er stor søgning på informationerne fra egnsarkivet.

- Desuden har vi mange velbesøgte arrangementer sammen med lokalhistorisk forening, siger han.

Det er Inger Merstrand, der i en årrække har været formand for lokalhistorisk forening, der er støtteforening for arkivet, hvis mange frivillige og ulønnede hjælpere hovedsagligt er nuværende eller tidligere medlemmer af foreningens bestyrelse.

Inger Merstrand var ind til for to år siden leder af egnsarkivet, efter at have stået for arkivet i 25 år. Herefter var hun ulønnet leder indtil 1. marts 2019, hvor Kate Nielsen fra Skelhøje blev ansat, og Inger Merstrand fortsatte som frivillig.