Mink kan graves op hurtigere end frygtet

Myndighederne slipper for at lave en vvm-undersøgelse før opgravningen af mink. Det kan spare op til et år.

22. december 2020, 20:34
Fødevareminister Rasmus Prehn er lettet over, at opgravningen af mink ved Kølvrå og Holstebro kan foregå uden forudgående vvm-undersøgelse. Det kunne have forsinket processen med seks til tolv måneder. Der vil dog stadig gå flere måneder, og det vil kostet et trecifret millionbeløb, før minkene er gravet op. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

KØLVRÅ: Inden opgravning af mink behøver myndighederne ikke at foretage en miljø-undersøgelse.

Det ligger nu fast, og det kan få stor betydning for, hvor hurtigt minkene ved Holstebro og Kølvrå kan graves op, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S).

- Rædselscenariet med en vvm-undersøgelse (miljø-vurdering, red.), der kunne tage op til et år, er afværget, siger Rasmus Prehn.

Han lægger ikke skjul på, at det er en stor lettelse, fordi man dermed undgår et forsinkende skridt i processen.

Det kan måske samtidig gøre det lettere for politikerne at nå i mål med en beslutning om, hvordan opgravningen og destrueringen af minkene skal foregå.

- Nu lægger vi op til at træffe en beslutning om en af de modeller, der er for opgravning af mink, sådan at vi forhåbentlig på denne side af jul kan give borgerne i området vished om, hvordan modellen bliver. Og vished for hvornår minkene bliver gravet op, siger Rasmus Prehn.

Fødevarestyrelsen har tidligere fremlagt tre konkrete modeller for, hvordan opgravningen og afskaffelsen af minkene kan foregå på en forsvarlig måde. Fælles for dem er, at det vil tage flere måneder og koste et trecifret millionbeløb.

Skrækscenariet for politikerne har dog været, der oven i det skulle gå tid med en vvm-redegørelse. Nu er den sten ryddet af vejen, før politikerne fredag mødes til forhandlinger om, hvilken af de tre modeller man vil vælge.

- I det omfang ordførerne for Folketingets partier vil være med, så satser vi på, at der er en køreklar plan for det her plus afværgeforanstaltning hurtigst muligt, siger Rasmus Prehn.

Afværgeforanstaltningerne er blandt andet dræn, men også overdækning af områderne, hvor minkene er begravet. Det er en midlertidig løsning for at beskytte områderne, indtil minkene kan graves op og køres væk.

- Vi vil orientere om afværgeforanstaltningerne på mødet i dag, siger Rasmus Prehn.

Spørgsmål: Hvornår er minkene gravet op, som det ser ud nu, efter at man undgår en vvm-undersøgelse?

- Uanset hvad, kommer der til at gå nogle måneder. Men rædselsscenariet med en halvt eller et helt år med vvm-undersøgelse er ude. Så vi kommer til at kunne handle hurtigere end det. Men uanset hvordan vi gør det, så kommer der til at gå noget tid.

- Der kan være nogle udbudsting, og der er også et behørigt hensyn til den smittefare, der måtte være, siger Rasmus Prehn.

/ritzau/

PS: I næste uges Karup Ugeavis er denne opdatering ikke kommet med på grund af tidlig deadline på grund af julen. Den redaktionelle deadline var torsdag eftermiddag.