Ny kortfilm på vej om Kongenshus Mindepark

Sammen med Herning Kirkes Drengekor hyldes natur- og kulturarven i Kongenshus Mindepark i en kortfilm

21. december 2020, 12:57
Sammen med Herning Kirkes Drengekor hyldes natur- og kulturarven i Kongenshus Mindepark i en kortfilm.

FILM For 12.000 år siden sluttede den sidste istid. Da den voldsomme is trak sig tilbage, skabte den sandede smeltevandssletter og lange, snoede slugter. Siden da har landskabet ændret sig, formet af vinden, klimaet og menneskets hånd, og heden indvandrede. Og det var her - på de vidtstrakte og barske lyngarealer, at hedebønderne gik i gang med det slidsomme opdyrkningsarbejde. Et arbejde, som var med til at forme det Danmark, vi kender i dag.

For at hædre det hårde arbejde blev den selvejende institution Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere stiftet i 1942. 1.200 hektar hede blev fredet, og 39 store sten blev rejst - én for hvert herred, hvis befolkning opdyrkede heden. Rundt om dem mere end 1.200 sognesten med bøndernes navne. Herredsstenene har fået sit udtryk ved, at lokale udvalg fik en bunden opgave: Navn, diagram med andelen af hede, landbrugsland og skov samt en tekst eller et billede. Ni af herrederne valgte at mejsle vers fra den danske sangskat.

- På et tidspunkt opstod der en idé om at bevare den kulturarv, som vi hædrer i Kongenshus Mindepark ved at lade Herning Kirkes Drengekor synge nogle af de sange, man finder i mindedalen. Det er der blevet en smuk og poetisk film ud af - en film, som vi selvfølgelig også håber, vil udbrede kendskabet til dette fantastiske sted, hvor man både kan nyde roen, naturen og altså også en del af vores danske sangskat, fortæller Torben Friis Lange, formand for bestyrelsen Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere.

Danske digtere

Steen Steensen Blicher, Jeppe Aakjær og H.C. Andersen er nogle af de danske digtere og forfattere, der elskede og skrev om det danske landskab og de personer, som man møder i mindedalen. Nogle af dem hyldede fremskridtet, nogle skrev om et landskab de ønskede at bevare, og andre hædrede den stærke og seje jyde. Og det er jo netop de mænd - og kvinder – der er hele omdrejningspunktet for mindeparken.

Hårdre arbejde

- I dag har vi svært ved at begribe det hårde arbejde og den fattigdom, som var hverdag for de mange liv, der mindes her. Hver sten og hvert navn indeholder en skæbne, og vi står på skuldrene af de liv. Omkring de 39 herredssten er der anlagt sognesten med mere end 1.200 navne på opdyrkere af heden - både hedebonden og hans hustru, hvilket er en helt særlig detalje ved Kongenshus Mindepark - at hustruens indsats også er værdsat. De fik aldrig selv viden om, at deres arbejde er mindet her, men vi efterkommere kan finde tid og rum til at blive mindet om den linje, vi er en del af, siger Torben Friis Lange.