Bogen gør godt i et coronaår

Gregers Laigaards bog, »Gøgleren og Kromanden«, sælger godt og hjælper på økonomien i et år, der har stået i coronaens tegn

10. december 2020, 05:27
Kroejer Gregers Laigaards bog »Gøgleren og Kromanden« hjælper på økonomien i et år med corona. Foto: Morten Marboe

BOGUDGIVELSE Coronasituationen har ramt landets spisesteder, således også Grønhøj Kro, som Gregers og Dorte Laigaard står bag.

- Det er jo et lille sted, og jeg vil tro, at vi mangler 70.000 kroner i forhold til det budgetterede, fortæller Gregers.

Heldigvis ser julegaverne ud til at blive reddet.

For bogen, »Gøgleren og Kromanden«, som Gregers Laigaard står bag sammen med Leif Dahlgaard, sælger ud over al forventning.

- Bøgerne er udsolgt, og jeg har modtaget yderligere 100 eksemplarer. Jeg har bestilt 500 flere, men de kommer sikkert først efter jul, fortæller Gregers Laigaard.

Den er godt på vej til at hente noget af det tabte ind.

- Man kan godt sige, jeg er lidt overrasket over det gode salg. Det er jo første gang, jeg har udgivet en bog, og jeg vidste ikke om den fængede. Men måden, den er skrevet på, er åbenbart faldet i folks smag, siger Gregers Laigaard.

Lige som Morten Korch gjorde det, henvender bogen sig til den almene målgruppe.

- Den er skrevet uden for mange fremmedord, og det er jo et værktøj, jeg har ført videre, uden at tænke for meget over det, siger han.

Videregiver værdier

Bogen videregiver mellem linjerne også nogle værdier og har noget eftertænksomhed, mener kroejeren. Den kan bruges til noget.

- Jeg er blevet spurgt om der kommer en bog nummer to, og det kan godt være, men lad os nu se, siger han.

For øjeblikket har Gregers Laigaard godt gang i kroen, ikke mindst hver torsdag frem mod jul. En ny tradition er opstået.

Der bydes blandt andet på stegt flæsk med persillesovs, kaffe og klejner samt underholdning med grammafonmusik, guitar og sang. Det er en stor succes med 23-30 gæster ved bordene. Det er Gregers selv, der spiller og synger julesange mellem serveringerne.

- Folk kommer i godt humør, og det kan jeg godt lide, siger han.

Gregers Laigaard overvejer at fortsætte arrangementerne i februar.