Varmer op til jul med ny kampagne

Viborg Landsby-sammenslutning (Vibland) er klar med en ny kampagne, der skal sætte lys på Landsbyer og lokalområder i kommunens landdistrikter frem mod jul

06. december 2020, 06:08
Lone Kastberg er formand for Vibland.

LANDDISTIKTER 21. oktober afholdt VibLand med godt et halvt års corona-forsinkelse generalforsamling.

Den foregik i Østfjendshallen i Mønsted med deltagelse omkring 40 repræsentanter fra landsbyer i Viborg Kommune.

Formand Lone Kastberg fortalte i sin beretning om stor aktivitet i løbet af 2019, hvor blandt andet organiseringen af landsbypedeller for alvor tog form. I samarbejde med kommunen har VibLand fået lavet aftaler omkring arbejdsfordeling og forsikring. Tiltaget fra VibLand har været en stor succes, og efterhånden mange landsbyer har fået deres eget korps af landsbypedeller, som VibLand fra starten besluttede at sponsere med veste og kasketter, så de frivillige er synlige i deres lokalområde.

- Vi har fået så mange positive tilbagemeldinger fra de landsbyer, der har fået deres egne landsbypedeller. Man er glade for, at der er kommet styr på rammerne for deres arbejde, og så hører vi også, at de med de grønne veste og caps, vi har forsynet dem med, har fået en positiv synlighed, og de bliver hilst med stor anerkendelse for det arbejde, de laver. Det er virkeligt godt, siger Lone Kastberg.

Allerede i 2018 blev konceptet »Turist i egen Kommune« født. I løbet af 2019 blev tankerne og ideerne forædlet og konkretiseret, og i starten af 2020 fik konceptet pludselig en ny og helt uventet aktualitet, da corona-virussen brød ud.

- Vi fik en henvendelse fra landdistriksudvalget, som så en mulighed for at markedsføre kommunen som turistmål gennem vores koncept. Og det var jo netop vores hensigt: at fremhæve de store værdier vi har i vores landdistrikter som turistmål for kommunens egne borgere. At vi allesammen lærer vores egen kommune bedre at kende, fortæller Lone Kastberg.

Støttede med 220.000

Kommunens landdistriktsudvalg støttede projektet med 220.000 kroner, som med professionel assistance blev brugt på at udvikle en ny hjemmeside, vibland.dk, hvor kommunens landsbyer og lokalområder præsenteres med små film og præsentation af lokale attraktioner, som landsbyer, foreninger, selv kan lægge op. Samtidig blev oprettet en facebook-side, hvor der hele sommeren har været kampagner målrettet forskellige lokaliteter og med konkurrencer, der har tiltrukket mange følgere.

- Det har været en kæmpesucces. Vi har fået virkeligt mange positive tilkendegivelser på vores kampagne, og den er vi nu i gang med at følge op på, siger Lone Kastberg.

Klar med kampagne

VibLand er nu klar med en ny kampagne, der sætter fokus på landdistrikterne frem til jul.

Man starter op den kommende weekend med en videokonkurrence under titlen »Lokale vitaminer til det gode humør«, hvor borgere i landsbyerne opfordres til at lave en kort video om lokalområdet.

Filmene, som uploades på VibLands facebook-side bedømmes ud fra fire overskrifter: Kreative ideer, Julen, Landsbyliv og fællesskab i byen samt Humor/mest skøre påhit.

Bedste film præmieres med en gavekurv til en værdi af 500 kroner.

I uge 50 opfordres landsbyborgere eller foreninger til at indsende billeder af juleudsmykningen i ens egen landsby, og uge 51 skal børnene på banen med flotte tegninger af deres oplevelser af julen i landsbyerne.

– Vi glæder os rigtigt meget til at høre fra vores mange følgere ude i landsbyerne, så vi kan dele alle de mange gode oplevelser, vi har til fælles ude i landdistrikterne også i denne mørke tid, hvor vi nu kan gå og glæde os over lysene, dekorationerne og kreativiteten, siger Lone Kastberg.

Ved generalforsamlingen 21. oktober udvidede VibLand bestyrelsen med to medlemmer.

- Vi ønsker at være så bredt repræsenteret som muligt. Peter Skovmos fra Karup er med som nyt medlem. Frank Larsen fra Karup blev valgt til revisor-suppleant.