Løse mink i Karup-Kølvrå

Fødevarestyrelsen har kun hørt om få tilfælde af levende mink ved minkgrave

01. december 2020, 12:17
Om minkene i Karup stammer fra massegravene eller er undsluppet fra en minkfarm vides ikke. Foto: Presse-fotos.dk

MINK »Ikke alle mink i massegravene er døde - i hvert fald kan der ses levende mink løbe og lege i et villakvarter i Karup, blot få kilometer fra de etablerede massegrave«.

Sådan skriver Presse-fotos.dk, der også har taget fotos af mink i villakvarteret onsdag eftermiddag. Dog fremgår det også, at man ikke ved, om minkene stammer fra massegravene eller er undsluppet fra en minkfarm.

Den ene af landets to massegrave ligger ved Herningvej 30 ved Kølvrå.

Sluppet med

Veterinærchef hos Fødevarestyrelsen, Flemming Kure Marker, oplyser, at der har været enkelte tilfælde, hvor mink er sluppet videre med fra minkfarmene til nedgravningsstedet.

- Der bliver jo holdt øje, når minkene bliver hældt ned i gravene, og hvis man ser én, så får man den fanget og aflivet.

- Vi har set enkelte tilfælde, hvor man har været nødt til at skyde en mink i gravene, men vi har ikke fået meldinger om, at det er et stort problem med mink ved gravene, siger Flemming Kure Marker. Minkene bliver aflivet i aflivningsovne på minkfarmene.

- Men hvis der for eksempel er en utæthed i ovnen, så kan det ske, at der er en mink, der ikke er bedøvet nok, og som ikke dør af det, og i uheldige tilfælde kan den komme med videre med lastbilerne, selvom alle naturligvis gør, hvad de kan for at undgå det, forklarer Flemming Kure Marker.

Nogen gange slipper minkene også ud i naturen fra minkfarmene.

- De kan måske være undsluppet fra en aflivning, som Fødevarestyrelsen eller minkavlerne selv har foretaget. Det kan man ikke 100 procent afvise. Og det er selv om, man skal gøre alt, hvad man kan for at sikre, at dyrene er aflivet, ind til de er det, siger Flemming Kure Marker.

Han mener, det største problem med mink i naturen er, at minkene ikke hører til i den danske natur. Det er en invasiv art, der skal bekæmpes.

Mink, der er smittet med corona, kan smitte mennesker. De smitter på samme måde som mennesker smitter hinanden. Det vil sige via dråber eller berøring.