Vrede over Mettes minkkaos

23. november 2020, 14:27
Kristian Pihl Lorentzen. Privatfoto

I lørdags blev der gennemført en fredelig stordemonstration i Aarhus og København med deltagelse af hundredvis af traktorer. Desuden deltog fiskeskippere i demonstrationen ved Langelinie.

Jeg forstår til fulde vreden over regeringens magtmisbrug og kaotiske håndtering af minksagen. Først træffer Mette F. en uhyre vidtgående beslutning med udradering af et helt erhverv uden hjemmel i Grundloven. Den slags foregår normalt kun i diktaturstater og absolut ikke i et folkestyre.

Men hvad værre er, så fortsatte Mette F. med at sætte både politiet og hæren ind mod minkavlerne, efter at det stod klart, at hele beslutningen var fuldkommen ulovlig. Altså misbrug af magtapparatet, som den enkelte betjent og soldat ikke kan klandres for. Ansvaret ligger alene hos regeringen.

Dertil kommer, at regeringen fedter og nøler med at udbetale fuld økonomisk erstatning til det udraderede minkerhverv. Dermed lægges et urimeligt ekstra pres på en gruppe borgere, der i forvejen føler sig knusende hårdt ramt.

I al hast er myndighederne blevet beordret til at etablere mink-massegrave ved Nr. Felding og Kølvrå uden forudgående grundig vurdering af de miljømæssige konsekvenser for bl.a. drikkevand og vandløb. Også transporten af de aflivede mink var kaotisk og uden fornøden koordination.

I det hele taget en vanvittig og kaotisk proces med et ufatteligt hastværk, selvom der fra førende eksperter er rejst tvivl om det sundhedsfaglige grundlag.

Mette F. undskylder sig med hensynet til folkesundheden. Ja, den er vigtigst. Men statsministeren må lære, at folkesundhed og folkestyre sagtens kan gå hånd i hånd!

Fuldtonet opbakning herfra til lørdagens traktordemonstration. Vi må håbe, at situationens alvor trænger ind hos regeringen og dens støttepartier. Vi skal have kulegravet hele det kaotiske forløb, herunder regeringens tilsidesættelse af Grundloven og folkestyret, så det ikke gentager sig.

Det kan kun ske ordentligt ved iværksættelse af en undersøgelseskommission, der gives en passende, men relativt kort tidsfrist til opgaven.

Jeg håber, at De Radikale besinder sig og støtter en sådan undersøgelse i kølvandet på et historisk grundlovsbrud.