Tilskud varmer hos Gidex

Boligejere kan få op til 37.000 kroner i tilskud ved installering af varmepumper, og det kan allerede mærkes hos firmaet Gidex i Kjellerup

20. oktober 2020, 18:51
Kasper Andersen fra Gidex forventer en fordobling i salget af luft til vand-varmepumper i forbindelse med den nye tilskudsordning til boligejerne.

KJELLERUP Telefonen ringer ofte for øjeblikket hos Gidex i Kjellerup, der forhandler og monterer varmepumper.

Der er således netop kommet en ny tilskudsordning til boligejerne, der kan se frem til et tilskud på op til 37.000 kroner, hvis de vælger at få installeret en energieffektiv varmepumpe i deres hjem.

Gidex, der både har afdeling i Kjellerup og på Sjælland, forhandler både luft til luft og luft til vand varmepumper samt klimaanlæg. Der sælges op til 3000 varmepumper om året.

Oplever vækst

- Vi oplever i forvejen en vækst i markedet, og med den nye tilskudsordning og øget fokus på varmepumper forventer vi en fordobling i salget. Måske er det højt sat, men det er ikke uopnåeligt, siger direktør og ejer hos Gidex i Kjellerup, Kasper Andersen.

Afdelingen sælger varmepumper til kunder vest for Storebælt. I alt sælger Gidex 30-40 luft til vand-pumper per måned.

Fremtidens tilskud til blandt andet varmepumper kommer til at blive beregnet ud fra boligens størrelse. Et almindeligt hus på 150 kvadratmeter kan eksempelvis se frem til et tilskud på 28.000 kroner på en ny varmepumpe.

En luft til vand-pumpe koster i gennemsnit 90.000 kroner, hvilket dog afhænger af størrelsen, og det omfatter desuden installering og VVS-arbejde i forbindelse med arbejdet.

- Den tidligere støtte, som man kunne få indtil den 1. oktober, var i størrelsesordenen 6000-10000 kroner, så det er væsentligt mere man kan få nu.

- Dog er det ikke længere os som forhandler, der skal søge støtten. Det er kunderne selv. Så de får den fulde regning og skal selv søge pengene fra Staten, forklarer Kasper Andersen.

Han tilføjer, at der er mange penge at spare for boligejerne ved en luft til vand-varmepumpe i forhold til mange andre energiformer, så som olie, naturgas og sågar piller til pillefyr.

- Medmindre man har fjernvarme, er det en rigtig god investering, hvor der er mange penge at spare, og lige som med fjernvarme, foregår det hele automatisk med en varmepumpe. Der er ikke noget, der skal gøres for at holde pumpen i gang, siger han.

Gidex har 16 medarbejdere i Kjellerup og et tilsvarende eller lidt flere i afdelingen på Sjælland.