Victor er flyvende i motocross
11-årige Victor Lindstrøm fra Karup har kun kørt motocross i tre år og for nylig blev han nummer to ved DM
22. oktober 2020, 11:10
KARUP Det kræver mod og styrke at dyrke verdens hårdeste motorsport, motocross.
11-årige Victor Lindstrøm fra Karup har begge dele.
Uden at tøve kaster det 11-årige motocrosstalent fra Karup sig ud i op til 25 meter lange hop på jordbanerne, og det går så hurtigt, at Victor Lindstrøm for nylig blev nummer to i sæsonen ved DM i motocross i 65 kubik.
Victor Lindstrøm er således et stort talent og har kun dyrket motocross i tre år. Det var hans papfar, Thor Christiansen, der selv kører motocross, som fik Victor i gang.
- Victor prøvede at køre på en mark og ret hurtigt blev han bidt af det, fortæller Thor Christiansen.
Til daglig kører han for Herning Motorsport og træner på Uhrebanen ved Karup.
Mange af hans konkurrenter i klassen, der er alderen 9 til 12 år, har kørt i længere tid end Victor.
For nylig blev han nummer to ved klubmesterskabet i 85 kubik. Det var første gang han satte sig op på så stor en maskine.
Victor er seriøs og løbetræner ved siden af to gange om ugen. Han vil gerne helt til tops.
Landstræneren har fået øje på det unge talent og har trænet Victor, der håber en gang at komme på landsholdet. Han vil også gerne til udlandet at køre.
- Målet er at træne i 85 kubik næste år, og så komme i spidsen i klassen i 2022, fortæller Thor.
Det koster en del penge at køre motocross. Men heldigvis er Victor, som nævnt, en modig gut. Han har brugt efterårsferien på at søge sponsorater, og det er gået rigtig godt.
