Bliv gratis vaccineret

1.juli er sidste frist for at blive vaccineret gratis mod HPV for piger født i 1985-1992. I hvert fald hvis de vil have alle tre stik gratis.

09. juni 2013, 12:37

Helt nye tal viser, at mere end 60 pct. af aldersgruppen allerede har taget mod tilbuddet. Det er verdensrekord, men endnu flere skulle gerne med i slutspurten, fortæller bestyrelsesmedlem i Kræftens Bekæmpelse i Lokaludvalg Karup, Maj-Britt Fløé Pedersen i en pressemeddelelse.

Tilbuddet om gratis HPV-vaccine til unge kvinder født i 1985-1992 udløber med udgangen af 2013. Det betyder, at det er ved at være sidste chance, hvis man vil nå at have alle tre stik gratis. HPV-vaccinens andet og tredje stik gives nemlig henholdsvis to og seks måneder efter det første.

- 1. juli er sidste frist for det første stik, hvis man vil nå at have HPV-vaccinen gratis. Det er altså nu, man skal bestille tid til lægen, hvis man ikke allerede er blevet vaccineret, siger Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse. 67,4 procent af kvinderne i alderen 21 til 28-årige i Viborg Kommune er blevet vaccineret.

- Vi har allerede verdens højeste vaccinationsgrad i den her aldersgruppe, men vi arbejder stadigvæk på, at få så mange med som muligt. Både af hensyn til den enkelte og af hensyn til smittespredningen i befolkningen, siger Iben Holten.

Beskytter også efter seksuel debut

HPV-Vaccinen beskytter mod de to HPV-typer(HPV-16 og HPV-18) der tilsammen er skyld i 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Altså 7 ud af 10 tilfælde. Samtidig beskytter den også mod de HPV-typer, der kan give kønsvorter. Vaccinen virker ikke, hvis man er smittet med HPV på vaccinationstidspunktet. Derfor er det bedst at blive vaccineret inden, man bliver seksuelt aktiv. Det er dog stadigvæk en god idé, at blive vaccineret for unge kvinder. Det er nemlig ikke sikkert, at man er smittet med HPV, og selv om man skulle være smittet med den ene type HPV, beskytter vaccinen stadig mod den anden. Derudover viser forskning, at unge kvinder, der har været smittet med HPV 16, før de bliver vaccineret, er bedre beskyttet mod en eventuel ny infektion, hvis de møder HPV 16 igen.

Kræftens Bekæmpelses Lokalforening Viborg / Lokaludvalg vil gerne være med til at påvirke forøgelsen af vaccinationer i lokalområdet og mindske risikoen for livmoderhalskræft.

Jeg har selv 2 piger i alderen 17 og 22 år, som har været heldige at kunne modtage vaccinationerne gratis, men det er min faste overbevisning at alle over de 28 år, som ikke kan få den gratis vil være godt tjent med at betale selv, som en forsikring for eget liv, fortæller Majbritt Fløé Pedersen