Forening udskyder årsmøde

Lokalhistorisk Forening udskyder sin generalforsamling til næste år

18. oktober 2020, 05:18
Hedebillede fra omkring år 1900. Arkivfoto: Lokalhistorisk Forening

CORONA Lokalhistorisk Forening for Karup-området var som så mange andre nødt til at aflyse sin generalforsamling i marts, og bestyrelsen havde overvejet i stedet at afholde den i oktober. Den stigende risiko for coronasmitte og deraf følgende aflysninger af diverse arrangementer betyder imidlertid, at bestyrelsen har besluttet at udskyde generalforsamlingen til næste år.

Foreningen har ligget helt stille siden foråret, og det har været nødvendigt at aflyse fire foredrag og en udstilling pga. pandemien. Foreningen har heller ingen planer om at afholde nogen arrangementer i løbet af vinterhalvåret, men foreningens medlemmer vil dog som sædvanlig modtage den lokalhistoriske årskalender i december, ligesom den naturligvis kan købes de sædvanlige steder.