Lufthavn efter flystop: Det rammer hårdt

Midtjyllands Lufthavn håber, at økonomisk hjælp kan få lufthavnen til at komme rimeligt ud af året efter DATs beslutning om at lukke selskabets flytrafik mellem Karup og København frem til de

09. oktober 2020, 15:47
1 af 2 Som følge af coronasituationen og dermed et stærkt vigende passagertal har DAT besluttet, at indstille ruten fra Karup til København fra næste uge og frem til 2. januar. Lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen ærgrer sig men forstår beslutningen. Foto: Martin Ballund
2 af 2

KARUP Flyselskabet DATs beslutning om at indstille de daglige flyvninger mellem Karup og København frem til 2. januar møder ærgrelse fra lufthavnens direktør, Frans Bjørn-Thygesen.

- Det er selvfølgelig et hårdt slag, men jeg kan sagtens følge DAT i, at de må gøre noget, da der ikke er den samme rentabilitet i ruten for øjeblikket, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Den 10. august startede DAT i Karup igen efter en coronapause på fem måneder, men det var med færre afgange.

Cirka 90 procent af passagerne på ruten er erhvervsfolk, og dem er der blevet færre af på det sidste i takt med, at corona-restriktionerne er blevet intensiveret.

- Mange møder i København er blevet aflyst, og medarbejdere i virksomhederne er blevet sendt hjem fra arbejde. Det kan mærkes, fortæller Frans Bjørn-Thygesen.

Der er 30-40 medarbejdere i lufthavnen. Under den første nedlukning blev en del medarbejdere sendt hjem med lønkompensation. Da den ordning forsvandt den 29. august blev medarbejdere sendt på kursus og ned i tid. Den 1. oktober forventer luthavnen at benytte sig af arbejdsdeling med forhøjet dagpengesats.

Stadig opbakning

Formanden for Midtjyllands Lufthavn, Holstebros borgmester H.C. Østerby fortæller, at bestyrelsen stadig bakker op om den i forvejen underskudsramte lufthavn, som forventer et tab på omkring fem-seks millioner kroner i år på grund af coronasituationen.

Bestyrelsen håber på økonomisk støtte fra staten til lufthavnen.

- Vi har foreslået, at vi får dækket vores security-omkostninger på syv millioner kroner. Det vil være en fantastisk hjælp resten af året, og det vil betyde, at vi kan komme rimeligt ud af 2020, siger H. C. Østerby.

Og noget tyder på, der er hjælp på vej. Et politisk flertal nåede sidst på dagen i går til enighed om en justering af luftfartspakken. Takststøtten øges fra 90 til 160 millioner kroner.

Dermed kan flyselskaber og lufthavne få støtte svarende til at betale eller reducere lufthavnstaksterne med 50 procent.

Der er også afsat et rammebeløb på 65 millioner kroner, der skal kunne anvendes til at understøtte luftfartsbranchen og en genstart af luftfartssektoren. Der skal laves en politisk udmøntning af beløbsrammen inden den 9. oktober.