Fly over Danmark på 70 års dagen

Flyvevåbnet fyldte 70 år den 1. oktober og afholdte på dagen en øvelse, hvor helikoptere, transportfly og kampfly fløj rundt over det meste af landet

10. oktober 2020, 14:11
Dagen blev markeret med flyvning over det meste af landet. Air Control Wing havde kontrollen fra jorden.

FLYVEVÅBEN Den 1. oktober var det 70 år siden det danske Flyvevåben formelt blev oprettet. Det har været 70 år med suverænitetshåndhævelse, overvågning, redning og operationer i udlandet.

Dagen blev fejret på flyvestationerne med mindre og coronasikre medaljedage. Her blev de medarbejdere, der på forskellig vis har gjort sig fortjent til en medalje, fejret på behørig vis. Samtidig uddeltes Flyvevåbnets Jubilæumsfonds legater.

- Flyvevåbnet har i 70 år været med til at passe på Danmark og skabe tryghed. Hver dag løser Flyvevåbnet vigtige opgaver ude og hjemme. Vi har et moderne Flyvevåben, som vores allierede roser og meget gerne vil samarbejde med. Det skyldes ikke mindst de dygtige og meget engagerede medarbejdere, siger forsvarsminister Trine Bramsen på Forsvarets hjemmeside.

- Der er meget at fejre i Flyvevåbnet i denne tid. Vi har i min optik nogle af verdens bedste medarbejdere. De løser dagligt et væld af vigtige opgaver for Danmark, siger Anders Rex, der er chef for Flyverkommandoen.

Flyvevåbnet løser nationale opgaver hjemme og over Grønland og Færøerne og deltager løbende i internationale operationer.

- Ud over alle disse opgaver har vi for nyligt også indfaset en ny skibsbaseret helikopter af typen Seahawk og er i gang med at forberede modtagelsen af Danmarks nye kampfly F-35. Det er en meget begivenhedsrig tid for Flyvevåbnet, og det ser ikke ud til at ændre sig, siger Anders Rex.

Det Nationale Luftoperationscenter i Karup sidder for bordenden i planlægningen af en øvelse, der handler om at træne samarbejde på tværs af enheder og flytyper - helikoptere, overvågningsfly, transportsfly og kampfly. Øvelsen har tre formål:

Det Nationale Luftoperationscenter får mulighed for at øve at planlægge og føre en større og kompleks luftoperation. Radar-overvågningsenhederne ved Air Control Wing får mulighed for at øve koordination og kontrol af mange fly på en gang. Sidst men ikke mindst får de flyvende enheder mulighed for at træne sammen med mange andre fly i luften på samme tid.

- Det er ikke nyt at Flyvevåbnets flyvende enheder træner sammen. Men det er nyt, at vi på denne måde samler så meget som muligt på én dag. Det er en virkelig god mulighed for at trykprøve vores kunnen og vores processer, siger Karsten Fledelius Jensen, der er chef for det Nationale Luftoperationscenter.