Lokalarkivet søger billeder og historier

Flyvevåbnet fylder 70 år, og i den anledning søger arkivet efter billeder og historier til udstiling

25. september 2020, 06:11
I forbindelse med 60-året for Flyvevåbnet blev der gjort PR i Herning.

Lokalhistorie Den 1. oktober i år fylder flyvevåbnet 70 år, og det vil lokalarkivet gerne fejre med en lidt anderledes udstilling. Det oplyser arkivet på hjemmesiden.

Det er Charlotte Viller, der står for den, og hun efterlyser både billeder og personlige historier fra 1950 til 2020.

»Charlotte har igennem flere måneder arbejdet som frivillig på arkivet, og hun interesserer sig meget for flyvevåbnets historie. Hendes far, Orla Gunnar Viller Nielsen, var ansat på flyvestationen som tankbilchauffør ved eskadrille 725 fra først i 1950’erne til 1975, og hun har selv en hel del billeder og sjove historier, som hun vil bruge. Derudover vil hun naturligvis også bruge arkivets materiale, og hun har desuden fået lov til evt. at låne på Gedhusmuseet«.

Udstillingen er ment som en hyldest til flyvevåbnet, og Charlotte understreger, at fordi der i forvejen er skrevet rigtig mange bøger med facts om flyvevåbnet, gælder efterlysningen den personlige og positive historie.

Efterlysningen gælder både korte og længere historier, anekdoter og billeder, som meget gerne må være private og aldrig tidligere offentliggjorte fotos. Ligesom historierne kan være selvoplevede eller nogen, man har fået fortalt - eller bare historien om, hvordan hverdagen var som ansat ved flyvevåbnet.