Karup Skole på feltstudie

Jyske knejte og piger tog for en dag tilbage til middelalderen

16. september 2020, 12:41
1 af 3 De store naturarealer omkring Hald Hovedgaard var perfekte til en dag i felten for Karup Skole. Privatfoto
2 af 3 Som små soldater med hvert deres tornyster på ryggen, bevæger de mindste sig disciplinerede gennem naturen omkring Hald Hovedgaard. Privatfoto
3 af 3 Et par unge savførere er oppe på den store klinge. Privatfoto

Karup Karup Skole tog for nylig en tur i tidsmaskinen, da alle skolens børn og voksne i samlet flok drog på ekskursion til naturskolen ved Hald Ege.

Mens de mindste brugte dagen på en slags »sløjd i naturen« og selv fældede træer til hulebygning, og de ældste tog en tur tilbage til istiden, var hele mellemtrinnet involveret i en drabelig affære.

De brugte nemlig dagen på at blive klogere på den borgerkrig, der under navnet Grevens Fejde udspillede sig i 1500-tallets Danmark.

Krigen brød ud i 1534, da hansestaden Lübeck søgte at øge sin magt i Norden ved at genindsætte Christian 2. på tronen, efter Kong Frederik 1. var død. Det gjorde den anført af Grev Christoffer af Oldenburg, heraf krigens navn.

Han blev bakket op af flere bonde- og borgeroprør, da Christian 2. nød stor støtte blandt jævne folk i Danmark, og en central figur i borgerkrigen blev Skipper Clement, som etablerede en bondehær, der i starten havde stor succes med at underlægge sig den nordlige del af Jylland.

Men under en modoffensiv blev han taget til fange og sad fængslet på Koldinghus, inden han den 8. september 1536 blev halshugget, parteret og stejlet ved Viborg Landsting!

Rollespil, sang og dans

Helt så galt gik det ikke under Karup Skoles ekskursion til de store naturarealer omkring Hald Hovedgaard, men da dagen var omme, var mellemtrinnet i hvert fald blevet klogere på Grevens Fejde, særligt gennem et rollespil, hvor børnene optrådte som henholdsvis bønder, adel og tyske lejesoldater, mens de undervejs også blev klogere på historien formidlet af lærere, pædagoger og naturvejledere.

Rollespillet blev suppleret med både sang og dans, så ud over De fem Halder gjaldede det af lungernes fulde kraft med »Bønder, tømrer, jyske knejte, nu skal vi sejre i Grevens Fejde«, som det lyder i omkvædet til »Skipper Clements morgensang« skrevet af Ebbe Kløvedal Reich og Leif Varmark.

Det kan man se og høre i en video på Karup Skoles facebookside, hvor man også kan se udskolingen udføre en kædedans.

Sådan gik en jævn torsdag hen og blev til en mindeværdig en af slagsen for alle på Karup Skole, inden de fredag igen kom tilbage til fremtiden.