På hat med Karl Johan

Danmarks Naturfredningsforening inviterer på svampetur

19. september 2020, 05:35
Arkivfoto

STENDAL Med både nedbør og varme pibler svampene frem. Er man i tvivl om, hvilke svampe, man må spise, og har man lyst til en tur i efterårsskoven, hvor man leder efter tragtkantareller, Karl Johan og andre rørhatte, så er der hjælp at hente.

Onsdag den 23. september om eftermiddagen inviterer Danmarks Naturfredningsforening i Kjellerup og Viborg på et par timers svampetur for hele familien.

Pernille Ingemann, Susan Orvokki Eskildsen og Pia B. Jakobsen guider i, hvad der må spises.

Tag naboen eller barnet under armen og mød op på rastepladsen ved Årestrupvej mellem Stendal og Ulvedal Plantage. Husk kurv og kniv. Tilmelding er ikke nødvendig.