Jessie samler ind

31-årige Jessie Mønster samler ind i den gode sags tjeneste

17. september 2020, 05:38
Jessie Mønster samler ind foran Rema næste lørdag. Privatfoto

KARUP Jessie Mønster fra Kølvrå, der til dagligt arbejder i Rema 1000 i Karup, har besluttet sig for at samle ind til kampen mod demens.

- Jeg har valgt at være indsamler til Alzheimerforeningens landsindsamling, fordi jeg har demens helt tæt på. Min far lider nemlig desværre af demens. Derudover er demens den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark, og derfor håber jeg, at jeg kan få samlet en masse ind, siger Jessie Mønster og tilføjer:

- Jeg har lært så meget gennem Demensven og Alzheimerforeningen, og det har gjort det hele meget lettere. Jeg har fået en større forståelse for sygdommen og en masse værktøjer. Og derfor fortjener det at blive støttet op om, siger Jessie, der opfordrer andre til at samle ind lørdag d. 19. september fra klokken 11.00-14.00.