Held og lykke, Hr. Generalsekretær

Det kaldte både på smil og tårer, da Havredal tog afsked med en mangeårig forstander for at byde velkommen til en ny

10. september 2020, 08:39
Fra venstre er det Havredal Praktiske Uddannelsers næstformand Bent Bjerregaard Mikkelsen, nuværende forstander Mette Navntoft, tidligere forstander Poul Erik Clausen og formand Jens Maibom Pedersen, der alle tog ordet, da der blev sagt »Goddag og farvel« fredag. Foto: Henrik Bagge

Havredal »Goddag og farvel« lød det gennem 70´erne fra hver en transistorradio, når Giro 413 om søndagen leverede soundtracket til den stegte kylling rundt omkring i de små hjem.

Fredag kunne Maria Stenz´ landeplage fra 1972 også passende have leveret soundtracket til den reception, der trak et stort netværk af mennesker til Havredal Praktiske Uddannelser, der havde inviteret til afsked med nu tidligere forstander Poul Erik Clausen og officiel velkomst til nuværende forstander Mette Navntoft.

På grund af corona og alt det der kunne det først nu lade sig gøre at få sagt behørigt farvel til Clausen efter 19 år i spidsen for Havredal, selv om han allerede per 1. december 2019 fratrådte stillingen for i en periode at være generalsekretær for Jysk Børneforsorg/Fredehjem i det østjyske.

Den ansættelse blev gjort permanent per 1. april, og siden den 1. juni har Mette Navntoft også formelt været forstander efter at være blevet konstitueret som sådan, da Poul Erik Clausen forlod Havredal.

Men fredag var de altså samlet igen, og det var heller ikke, som om de ikke kendte hinanden i forvejen.

Gennem mere end 17 år har hun med mange forskellige kasketter på arbejdet med Havredals unge med særlige behov i et tæt parløb med Poul Erik Clausen, og de takkede begge hinanden for en god tid sammen.

Lang række af talere

Men de var ikke de eneste, der tog ordet på dagen. Slet ikke.

En lang række af talere fra det vidtforgrenede netværk, Havredal gennem årene har etableret, var alle som én fulde af lovprisninger for det arbejde, Poul Erik Clausen har udført på stedet gennem hele dette årtusinde.

Næstformand Bent Bjerregaard Mikkelsen havde taget det på sig at holde lidt styr på tropperne, men først tog han selv ordet.

- Poul Erik, du har i den grad været et omdrejningspunkt for udviklingen af hele uddannelsen her. Det startede småt, og nu er det jo en ret stor og veldrevet institution. Du har altid været på de unges side og bidraget til en fantastisk positiv ånd og optimisme herude, sagde Bent Bjerregaard Mikkelsen, inden han takkede Mette Navntoft for at have lagt billet ind på stillingen som forstander.

Lidt af en terrier

Dernæst takkede byrådsmedlem Anders Bertel (S) fra Frederiks på kommunens vegne for et mangeårigt godt samarbejde med Poul Erik Clausen og Havredal Praktiske Uddannelser.

- Dit skudsmål i forvaltningen er, at du er en stædig rad og lidt af en købmand. Jeg vil nu personligt kalde dig lidt af en terrier. Lille, stædig og til tider tilpas fræk, og så bider du dig fast, indtil du har nået målet. Men altid på en ordentlig, saglig og sober måde. Det er en stærk egenskab at have, lød det blandt andet fra Anders Bertel, inden han sluttede af med et:

- Du ønskes al mulig held og lykke i dit nye virke, Hr. Generalsekretær.

Herefter gik ordet videre til formand for bestyrelsesformand Jens Maibom Pedersen.

Han tog i sin tale afsæt i Søren Ulrik Thomsens digtsamling »Det værste og det bedste«.

- For så tænkte jeg, at jeg kunne finde frem til, hvad det værste er ved, at Poul Erik stopper, og hvad det bedste er. Og listen med »det værste« fyldte faktisk hurtigt sig selv. Så var der det med »det bedste«, og der kan jeg kun komme i tanker om én ting: Efter du er stoppet, har vi fra elevrådet ikke hørt noget om, at Mette kører for stærkt. Det har vi til gengæld hørt rigtig mange gange, da du var her, sagde Jens Maibom Pedersen til stor moro for selskabet, inden han igen blev alvorlig.

- Tak for din indiskutable solidaritet, dit engagement altid har været udtryk for i forhold til de unge her. Man har aldrig nogensinde været i tvivl om, hvilken kurv din mønt lå i.