72-årig dømt for trafikdrab: Bare jeg kunne gøre det godt igen

Flugtbilist, der sidste år ramte og dræbte en værnepligtig fra Karup, er i dømt tre måneders ubetinget fængsel

09. september 2020, 12:13
1 af 2 Dommeren lagde i dommen vægt på, at den 72-årige ikke påkørte den 22-årige med vilje, men at han burde have vidst, at han havde påkørt et menneske og ikke et dyr i det fuldt oplyste fodgængeroverfelt. Foto: Pia Jakobsen
2 af 2 En bilinspektør var torsdag i retten i sagen fra Karup, og han kunne fortælle, at der ikke var noget galt med bilen, der påkørte den 22-årige værnepligtige. Området var godt oplyst, og bilisten kørte med cirka 55 kilometer i timen. Den 22-årige blev dræbt på stedet. Her er det billeder fra videoovervågningen om aftenen den 7. oktober sidste år.

KARUP Retten fulgte anklagemyndighedens påstand, da der torsdag faldt dom i sagen mod den 72-årige pensionist, som sidste år i oktober om aftenen ramte og dræbte en 22-årig værnepligtig ved flyvestationen i Karup, og kørte derfra uden at stoppe op og hjælpe den dræbte.

Den 72-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, frakendelse af kørekortet i halvandet år, og så fik han en bøde på 3000 kroner. Den 72-årige og hans forsvarer bad om 14 dages betænkningstid med hensyn til om sagen skal ankes eller ej.

Den 72-årige gråhårede mand i skovmandsskjorte modtog dommen i stilhed. Han kiggede over mod sin hustru, der var på tilhørerpladserne bagerst i retslokalet, hvorefter de forlod stedet sammen med forsvaren.

Inden domsafsigelsen angrede den 72-årige, der bor i Aalestrup.

- Jeg er umådelig ked af at have forvoldt andre stor sorg. Det har jeg ingen interesse i. Hvis jeg på nogen måde kunne gøre det godt igen, så ville jeg gøre det, fortalte manden, der er tidligere projektleder og ansat i kommunen. Nu er han pensionist med lystfiskeri, som sin store interesse.

Den 72-årige fastholdt under retssagen, at han var uskyldig i de alvorligste anklager, som var rejst mod ham i forbindelse med trafikdrabet.

Det var en mandag aften den 7. oktober, at han i en lånebil påkørte og dræbte den 22-årige værnepligtige, der gik ud foran bilen i fodgængeroverfeltet ved flyvestationen.

Den 72-årige forklarede, at han havde kørt på vejen, det vil sige Herningvej, mange gange før.

- Jeg var meget observant, og jeg kørte med sænket fart, forklarede den ældre mand. Han kørte med 55 kilometer i timen, hvilket var fem kilometer mindre end tilladt.

Det bekræftede en bilinspektør i retten torsdag.

Soldaten var på vej fra KFUM-soldaterhjemmet til flyvestationen. Området var godt oplyst i mørket.

Soldaten var iført mørkt tøj og havde et refleksbind om højre ben. Den 72-årige forklarede, at han ikke så nogen i fodgængerfeltet, før der lød et brag og forruden smadrede.

Den 22-årige, der havde bopæl i Grønland, blev slynget 25 meter væk, og han døde på stedet med hovedkvæstelser.

Så sig i bakspejlet

Den ældre bilist forklarede, at han efter påkørslen bremsede ned, kiggede sig i bakspejlet og fortsatte videre.

Han beklagede i retten, at han ikke stoppede. Han troede, at han havde ramt et rådyr, og at han ikke var stoppet, fordi han var sikker på, at dyret var dødt.

Forsvarer Jan Mortensen fortalte, at den 72-årige tidligere havde kørt dyr ned, og at han også havde været nødt til at aflive de skadede dyr på stedet. Derfor havde han altid redskaber til formålet med i bilen - bare ikke denne gang, da han kørte i en lånebil.

Forsvareren fortalte, at han var sikker på, at den 72-årige ville have været stoppet, hvis han vidste, han havde kørt et menneske ned.

- For hvorfor behandle mennesker dårligere end dyr?, sagde han.

Der gik flere dage, før den 72-årige via tekst-tv, blev klar over, hvad der var sket. Alligevel meldte han sig ikke til politiet.

Anklager Flemming Hother havde en god forklaring på, hvorfor den 72-årige kørte videre og ikke meldte sig.

- Man går i panik, stikker hovedet i busken og håber på, at det hele går over, sagde han.

Det var politiet, som fandt frem til manden en uge senere ud fra overvågningsbilleder fra en tankstation i Sunds. Her kunne politiet se et firmanavn på en bil, der kørte forbi tankstationen, cirka 15 minutter før ulykken skete i Karup.

Det tog bare 30 minutter for dommeren og de to domsmænd at nå frem til afgørelsen.

- Der er ingen tvivl om, at det er en tragisk sag, vi står med, sagde retsformand Mai-Britt Bæk Johansen.

- Der er ingen, der tror, at det er sket med vilje. Men vi lægger vægt på, at du kørte væk fra stedet, selv om du som minimum må have indset, at det var et menneske og ikke et dyr, du havde påkørt i det fuldt oplyste fodgængerfelt, sagde hun.

Retten fandt, at han både var skyldig i uagtsomt manddrab, manglende agtpågivenhed i trafikken, og i at køre fra stedet uden at standse og yde hjælp.