Find din indre Tyttebær-Maja

Feldborg og Kompedal Plantager åbner grusvejene for bilkørsel i tyttebærweekend

28. august 2020, 05:24
1 af 2 Arkivfoto: Svend Aage Madsen
2 af 2 Illustration: Naturstyrelsen

Friluftsliv Slutningen af august er højsæson for tyttebærplukning, og for mange i Midt- og Vestjylland er det en tradition at tage på »tyttebærweekend«.

Og i år bliver ingen undtagelse, for Naturstyrelsen Søhøjlandet og Vestjylland åbner nemlig en række større, statsejede heder og plantager for bilkørsel i den sidste weekend i august, så man kan køre ind til områder med tyttebær.

Lørdag den 29. august og søndag den 30. august vil det således være tilladt at køre fra solopgang til solnedgang ad grusveje i eksempelvis Feldborg Plantage og Kompedal Plantage, hvor det største område med tyttebær findes på Grathe Hede.

- Ved at åbne skovveje for en weekend, får personer, der er dårligt gående, også adgang til at nyde den smukke sensommernatur. Det er selvfølgelig attraktivt at få bær med hjem, men derudover blomstrer lyngen og måske kan man få et glimt af områdernes rovfugle, rådyr og krondyr, siger skovrider Poul Ravnsbæk, Naturstyrelsen Vestjylland.