Kartoffelfestival er aflyst

27. august 2020, 11:30
Der bliver ikke uddelt nogen »Årets kartoffel« i Frederiks i år. Festen er aflyst. Arkivfoto

FREDERIKS Årets kartoffelfestival i Frederiks, der skulle være foregået den første weekend i oktober, er på grund af coronasituationen blevet aflyst.

Der var ellers store forventninger til lørdagens Oktoberfest, som Alhedens Idrætsforening stod bag, men forsamlingsforbuddet på 100 har gjort det for vanskeligt at arrangere.

Festivaludvalget har efterfølgende besluttet også at skrælle den sidste rest, der var tilbage af kartoffelfesten, væk, nemlig Høstmarkedet.

Også det blev for svært at arrangere med de nuværende coronaregler, og mange af de interesserede er ifølge arrangørerne lidt oppe i årene og dermed i risikogruppen - og man tør ikke tage nogen chancer.

Arne Christensen fra borgerforeningen beklager aflysningen.

- Vi er meget kede af, at de omfattende forberedelser nu er spildte for denne gang, men vi håber, at vi kan komme igen med en fantastisk festival næste år - ligesom i 2019, siger han.