Thomas rundede 500 kampe

Thomas Buhl spillede for nylig sin kamp nr. 500 for 1. holdet i Alhedens IF i Frederiks

16. august 2020, 05:57
Formanden for fodboldudvalget, Anders Bertel, var med til at hylde Thomas Buhl. Privatfoto

FREDERIKS Thomas Buhl blev fredag den 7. august hyldet på stadion for sit 500-kamps jubilæum.

Spillere der opnår et så stort antal kampe er en uddødende race i dansk serie-fodbold. Derfor ville AIF gerne gøre opmærksom på dette jubilæum, oplyser formanden for fodboldudvalget, Anders Bertel.

- Det er blevet svært for klubberne at fastholde spillere i serierækkerne. Loyaliteten for klubben er ikke den samme som tidligere, lige som de mindre klubber er udfordret af, at de unge søger mod de større byer for at studere, siger han.

Thomas Buhl har altid spillet for AIF, og er i dag 41 år, og spiller stadig på klubbens førstehold. De 500 kampe blev rundet i kamp mod serie 2-holdet fra FC Silkeborg i sæsonens første kamp efter corona-pausen.

At nå 500 førsteholdskampe er noget kun få spillere opnår.

- Thomas har en kæmpe betydning for klubben. Han har gennem tre årtier været et bærende element i seniorafdelingen i AIF.

- Han er stadig en af de bedste på holdet, og yder maksimal indsats i hver en kamp. Han fremstår som rollemodel overfor sine medspillere, hvor han formår at bidrage med sin erfaring til de unge spillere i truppen. Han er særdeles vellidt af tilskuere, sponsorer og trænere. Den loyalitet finder man ikke mange steder mere, oplyser Anders Bertel.

AIF tabte kampen 3-0, foran de ca. 75 tilskuere, som havde trodset sommervarmen og taget på Frederiks Stadion.