Gang i søndagene ved Grønhøj Kro

Søndag er der woodstockmusik med de lokale The Pets

15. august 2020, 05:03
Langt det meste foregår udendørs ved Grønhøj Kro. Privatfoto

Grønhøj I indbydelsen og programmet for Sommersøndag på Grønhøj Kro står der:

»En folkefest hvor alle er velkommen«, og man må sige at kroejerparret Dorthe og Gregers Laigaard sammen med tivoliejer Leif Dahlgaard lever helt op til det, for de formår at skabe en folkefest, hvor alle er velkommen, og de har pladsen til det.

I juli måned holdt de en pause, men både i juni og august er der gang i den hver søndag fra 10.00 til 17,00. Det er gratis at deltage, og fra start til slut er der kræmmermarked med tilbud på alt fra gammelt porcelæn, over skocreme og til honning, og bliver man sulten, så er Dahlgaard klar med markedspølser og is, og kromutter Dorthe sælger drikkevarer, som er sat op på ladet af en Ford A pickup. Hver søndag er der også et kulturelt indslag mellem 13.00 og 14.00. Der er blevet fortalt om Hvidstengruppen, om Daugbjerg Kalkgruber og om Kartoffeltyskerne. Selvfølgelig er der også et emne om Morten Korch, da der på kroen er indrettet et Morten Korch museum.

Langt det meste foregår udendørs, men i en stor hal er man i gang med at genopføre et af de få tilbageværende huse fra Kartoffeltyskerne, der koloniserede Grønhøj og Havredal fra 1760. Bygningen er oprindeligt opført lidt uden for Grønhøj, hvor den for nogle år siden omhyggeligt blev taget ned og lagt i depot, og nu er man så i gang med at genopføre den. For nylig er Gregers Laigaard – som han selv siger det - kommet til at købe et tomastet cirkustelt. Vi ved jo, at den danske sommer kan være lunefuld, men det er der råd for.

Der er tradition for, at man første lørdag i august har et stort veteranstævne på golfbanen i Grønhøj. Her bliver der lavet til, så veteranfly kan lande på banen, og der kommer en masse veteranbiler og -motorcykler. Der er også en afdeling med modelfly. Dette arrangement har gennem årene trukket mange mennesker, men i år havde covid-19 sat en stopper for arrangementet, og det var måske en af grundene til at der var ekstra mange besøgende på kroen til arrangementet den 2. august.