Corona-ramt bio: Har mistet 123.000 kroner

Karup Bio, der drives af frivillige, taber penge på kiosk, billetter og reklamer for øjeblikket på grund af coronasituationen

04. august 2020, 11:31
1 af 2 Karup Bio åbnede i sidste uge efter tre ugers ferie, men store amerikanske film er der ingen af, fortæller biografens formand, Frank Johansen. Der blev lagt ud med Biograf Klub Danmark, der viste »Undtagelsen«. Den var meget godt besøgt. Ellers er der ikke meget at råbe hurra for lige for øjeblikket på grund af coronasituationen. Foto: Pia Jakobsen
2 af 2 Frank Johansen forventer ikke, at biografen må lukke, selv om biografen kommer til at miste et stort beløb i år. Men biografgængerne skal snart tilbage. En krise, der varer flere år, kan den ikke klare.

BIOGRAF Frank Johansen, der er formand for Karup Bio, har gjort tallene op for, hvor meget coronasitutionen foreløbig har kostet biografen.

- Den har ramt os hårdt. På generalforsamlingen i juni vurderede jeg, at corona ville ramme os med 125.000 kroner på bundlinjen, og lige nu er tallet 123.000 kroner, fortæller formanden.

Biografen, der drives af frivillige, har ligesom andre danske biografer, for øjeblikket svært ved at få fat i de bedste film. Hollywood og Disney har udsat de store film, som eksempelvis Top Gun 2, fordi mange af verdens biografer holder lukket. Det er et spørgsmål om penge.

- Vi har været nødt til at vise dårligere film, end vi plejer. Der er ikke så meget andet at gøre. Det er jo ikke os, der bestemmer, siger Frank Johansen.

På halvt blus

Biografen, der normalt har åbent hver dag, har højest haft 30 mennesker i biografen på en gang for øjeblikket. Det er selv om, der er plads til over 100. Lige nu må der være 70.

- I første halvdel i år havde vi halvdelen af de mennesker, som vi plejer at have, siger han.

Coronareglerne har været en klods om benet.

- Der må kun være ni mennesker i vores foyer. Tre af dem er vores frivillige. Eksempelvis er vores operatør vagt og sørger for, at der ikke kommer for mange ind, siger han.

Forventer aflysninger

Også kiosken er lukket.

- Vi er ramt på indtjeningen fra manglende kiosksalg, billetsalg og reklameindtægter, siger han.

Han mener, det næsten ikke kan betale sig at søge om at få del i coronahjælpepakken, da det kommunale tilskud skal modregnes.

Han sætter sin lid til Biograf Klub Danmarks gæster, der plejer at være trofaste.

Frank Johansen forventer, at måtte aflyse flere arrangementer henover året, blandt andet Viborg Animationsfestival i uge 39, som han ellers havde sagt ja til.

- Der plejer at være stor søgning til det, og vi kan ikke få alle de folk ind på samme tid med de nuværende coronaregler, siger han.

Bond-film udsat

Frank Johansen forventer, at de vanskelige tider på grund af corona fortsætter året ud. Måske endnu længere. Eksempelvis er den nye James Bond allerede udsat en gang.

- Vi plejer at sælge 10.000 billetter, og hvis vi så bare mangler 3000, så vil vi mangle små 200.000 kroner i kassen, når året er omme, og det vil gøre ondt, siger han.

Heldigvis har biografen, der tidligere i år kunne fejre 70 års jubilæum, haft nogle gode år, så der er lidt på kistebunden.

- Jeg tænker ikke, at vi må lukke, medmindre krisen varer flere år, siger han.

Flere danske film

Han forventer, at biografen i den kommende lange tid kommer til at vise mange danske film.

Biografen har normalt 25 frivillige. Antallet er kommet ned på 20.

- Jeg ved ikke, hvor meget vi skal sætte i gang for at finde flere frivillige. De frivillige skal jo ikke komme, hvis der ikke rigtig kommer nogen og ser filmene. Så er det måske bedre at holde lukkedage, siger Frank Johansen.

-----------------------------

FAKTA: KARUP BIO

- Karup Bios historie starter tilbage i 1950. Den blev bygget af Kristian Kjær, som drev biografen frem til 1976. Her overtog W.B. Tichert.

- I slutningen af 1982 var biografen lukket for en kort periode. Konkurrencen fra TV og video var blevet for stor.

- Det ville de lokale ikke finde sig i. Der blev herefter oprettet et anpartsselskab, og 9. juni 1983 åbnede Karup Bio så igen.

- Fra 1989 og frem til i dag har Karup Bio modtaget kommunaltilskud og biografen drives ved hjælp af frivillige. Der er idag 123 anpartshavere.

- Karup Bio idag er topmoderne med Dolby Atmos, teleslynge, 103 stole, kørestolspladser, nyt indgangsparti, foyer og slikkiosk.

- I 2019 blev der solgt 9500 billetter mod 6500 i 1983.