Oprejsning til KK07

De blå kunne tirsdag sætte det første point på kontoen til årets Fjends Cup

29. juli 2020, 11:12
Der var oprejsning til KK07-lejren, da holdet tirsdag aften hentede det første point i Fjends Cup 2020 efter 2-2 mod Ravnsbjerg/Løgstrup. Foto: Henrik Bagge

Karup/Kølvrå Efter en skidt start på Fjends Cup med nederlag på 0-7 og 0-6 til henholdsvis Mønsted og Stoholm var det tirsdag blevet tid til den sidste puljekamp i årets Fjends Cup for Karup/Kølvrå 07, der fra sæsonstart er at finde i serie 5.

Her mødte man Ravnsbjerg/Løgstrup fra serie 3, og det skulle hurtigt vise sig, at der var kommet helt andre boller på suppen i forhold til de to første kampe.

KK07 bragte sig nemlig i løbet af første halvleg på 2-0 ved Mikkel O. Pedersen og Svenning Jespersen.

Men selv om det var tæt på, var tomålsføringen ikke helt nok til at hente den første sejr i turneringen, da Ravnsbjerg/Løgstrup efter en reducering i starten af anden halvleg i det allersidste minut af kampen desværre også fik udlignet på et straffespark.

Lokalbrag venter

Ikke desto mindre var der tale om en mindre sensation af KK07, der på Fjends Cuppens interne tipskupon på forhånd var voldsomt undertippet.

Nu resterer der en enkelt kamp for de blå i årets turnering, når der fredag spilles placeringskampe for dem, der missede semifinalen.

Den kan til gengæld få sit helt eget liv, da KK07 i kampen om 7. pladsen skal møde naboerne fra Feldborg/Haderup, så hvis man kender nogen derfra, kan man med fordel køre omkring og samle dem op på vejen til Sparkær, så man kan få både en tur og lidt god nabogas ud af sin fredag.

Der er kampstart i Sparkær klokken 19.