Røde Kors åbner ny butik

Røde Kors flytter fra Industrivej til større lokaler i Østergade

03. juli 2020, 05:47
Røde Kors flytter i større lokaler på Østergade 22.

GENBRUG Det går godt for Røde Kors-butikken i Karup, og der er brug for mere plads.

De frivillige i butikken er godt i gang med at flytte fra Industrivej til Østergade 22 Karup.

- Det er et stort arbejde, men alle går til opgaven med godt humør, fortæller butiksleder, Ulla Brendstrup.

Det bliver en butik på 300 kvadratmeter - det er det dobbelte af nuværende areal. Samt god plads til sortering og opbevaring. Uden for butikken er der opsat container, hvor der er mulighed for at indlevere tøj, sko og tasker.

Der er også containere ved Superbrugsen, Karup Skoles P-plads og ved biblioteket ved Frederiks Skole.

Øvrige donationer modtages i butikkens åbningstid.

Som noget nyt er der også lørdags-åbning. Butikken forventes at åbne om kort tid (Se annonce).

Butikkens frivillige er med til at drive butikken med alt fra tøj, isenkram, bøger og meget mere, og resultatet er konkret og målbart - et stort overskud, som går til det sociale hjælpearbejde både internationalt, nationalt og ikke mindst lokalt.En overvejende del af butikkens indtjening går nemlig til at hjælpe Karups egne borgere - f.eks. med driften af integration, besøgstjeneste, nørklere, vågetjeneste, ferieophold for børn og meget andet.

- Som frivillig hos Røde Kors kan man i stor stil selv vælge hvad man vil hjælpe med. Man kan efter aftale koble sig på faste vagter - eller koble sig på som tilkalder, fortæller Ulla Brendstrup.

- Vigtigst af alt er, at vi har det godt og nyder hinandens selskab. Vi arrangerer fælles udflugter og har det i det hele taget bare rigtig godt sammen. Der er et stærkt socialt fællesskab i butikken - og vi har altid plads til flere, siger hun.