Bypedeller har mange jern i ilden

Bypedellerne i Karup-Kølvrå har travlt i disse dage

02. juli 2020, 05:43
1 af 2 Nogle af pedellerne var ved multibanen og støjmuren og andre var rundt i Karup by med blomster til kummerne uden for de erhvervsdrivendes lokaler. De hyggede sig med en forfriskning oven på dagens dont. Fra venstre: Helle Troelsen, Stig Grann, Per Sørensen og Ulrik Villadsgaard.
2 af 2 Onsdag aften blev der hevet masser af ukrudt op ved støjmuren.

BYFORSKØNNELSE Bypedellerne i Karup-Kølvrå har god vind i sejlene. For øjeblikket er de 17 mænd og tre kvinder, der gør en ære i at gøre verden skønnere i de to byer. Sæsonen er lige startet - efter corona.

- Vi har fået tre nye pedeller i denne sæson, siger en tilfreds tovholder, Ole Kronborg. De fleste af bypedellerne er seniorer, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, men ikke alle. En stor håndfuld klarer arbejdet ved siden af deres almindelige arbejde. Ole Kronborg fortæller, at det ikke på noget tidspunkt har været svært at få nye pedeller. Der er nemlig også et rigtig godt sammenhold blandt pedellerne, der startede i april sidste år. De startede efter opfordring fra handelsstandsforeningen i Karup. Kommunen hjælper med penge til drift og materialer. Men løn er der ikke noget af.

- Vi når derud, hvor kommunen ikke når ud, fastslår Ole Kronborg.

Pedellerne har masser af opgaver. Blandt andet har de synliggjort de omkring 50 kilometersten langs Alhedestien.

De startede ved åen og gik sydvest, og nu har de rettet alle stenene helt ud til Herning Kommune.

Det vil sige, der mangler stadig enkelte sten i Karup-området, idet 23,8 og 24,0 kilometerstenene mangler.

Pedellerne havde et »genoplivningsmøde« torsdag aften i Lunden, og allerede fredag formiddag blev udeområderne ved de to shelters mod Frederiks og Gedhus klaret. Det lille bord/bænkesæt nogle få hundrede meter fra Kølvrå i sydvestlig retning fik studset græsset, og der blev sat et lille skilt op, så passerende på stien bedre kan finde den lille oase. Og Åresvad Å mellem broen over Vallerbækvej og Mølledammen blev også fredag travet igennem, og bortset fra nogle grene, der kom op og ligge forskellige strategiske steder på brinken under nogle træer, ja så var der kun et enkelt gammelt renovationsstativ, der havde forvildet sig ned i åen. Også mandag var bypedellerne tilbage med græsslåning ved Børnehuset i Kølvrå, og onsdag eftermiddag fik de lokale medlemmer af Karup Handelsforening nye sommerblomster i krukkerne - alt imens andre bypedeller også onsdag tog en tørn ved multibanen og støjmuren.