Fra dengang, Ma’ Smed huserede på Karupegnen…

Forkvinde for Lokalhistorisk Forening og tidligere arkivleder for Lokalhistorisk Arkiv i Karup samt frivillig på arkivet skriver om sankthans

23. juni 2020, 14:43
Flere af overleveringerne handlede om Ma´Smed.

SANKTHANS I dag er sankthans bare en hyggelig tradition, og de færreste tænker over baggrunden for den, men langt op i sidste halvdel af 1800-tallet troede mange på hekse i de øde og tyndt befolkede hedeegne. Der blev fortalt mange uhyggelige overleveringer om dem. Ikke mindst i de mørke vinteraftener, når hedebønderne samledes til »bindstouw« i de små stuer, mens stormen for hylende om hushjørnerne, og stuen kun var oplyst af en lille tælleprås. Vi er så heldige, at hedebonden og lokalhistorikeren Thomas Sørensen har fortalt og nedskrevet mange af disse overleveringer, som han kunne huske fra dengang, han havde hørt dem som barn, når de voksne holdt bindstouw i hans hjem. Så sad han og lyttede, mens de voksne skiftedes til at fortælle de gamle historier, som ofte var blevet fortalt fra generation til generation.

Flere af overleveringerne handlede om Ma´Smed, og hun kunne virkelig hekse. Det var en kendt sag, at hun havde »forgjort« både høvder og svin. Og det var pålidelige folk, der sagde det, så det var ingen »løwn«. Hun var døbt Maren, som på jysk udtales Ma’, og da hun havde været gift med den lokale smed, blev hun kaldt Ma’ Smed. Hun var en gammel kone, der gik rundt og tiggede, og der var ingen som helst tvivl om, at hun var en heks. Det bedste bevis var, at hun ikke kunne fordrage »perikum«. Folk kunne jage Ma’ Smed langt væk ved at byde hende en perikumdram, selv om hun da ellers var endda meget glad for brændevin, men – som alle dengang vidste – var der det særlige ved perikum, at planten kunne forstyrre og ødelægge heksenes kunster.

Engang forheksede Ma’ Smed nogle stude på en nærliggende gård. Det var karlen, som havde oplevet det, der selv fortalte om det. Han var ved at pløje med et par store stude, da Ma’ Smed kom forbi og gav sig i snak med ham og var så slesk og venlig. »De wa endda nå kjøn stuer«, sagde hun og strøg dem ned ad siderne og både her og dér. Karlen var led ved det, men han turde alligevel ikke rigtig sige noget til hende. Men dagen efter var begge studene syge. Den ene styrtede om uden for stalddøren og var død med det samme. Blæren var sprængt på den. Den anden blev aldrig til stud mere, selv om de fik en klog mand til at prøve at kurere den. Han kunne desværre ikke gøre den rask igen, men han kunne da i hvert fald sige med sikkerhed, at den var forhekset…

Ma’ Smed havde ikke sine heksekunster fra fremmede, for hendes mor var nok meget værre til at hekse. Hun var ikke her fra egnen, men boede et stykke længere nedad åen mod Skive, og det blev sagt om hende, at hun kunne skabe sig om til et hvilket som helst dyr. Det var måske løgn, men Niels kromand i Karup havde dog alligevel selv set, at hun det ene øjeblik kom gående, støttende sig til en stok, og i næste øjeblik svang hun det ene ben over kæppen og blev en flot rytter, der red ad Høgild til.

Måske efterkommere på egnen af Ma’ Smed?

I dag kan vi more os over overleveringerne om hekse, men engang troede folk virkelig, at der var hekse til, og der er ingen tvivl om, at Ma’ Smed virkelig har eksisteret. Vi kender desværre ikke hverken hendes efternavn eller fødsels- og dødsdato, og det finder vi sandsynligvis heller aldrig ud af. Derimod kender vi den nævnte kromand i Karup. Han hed Niels Mikkelsen og var kromand 1831 til 1847. Vi ved fra overleveringen, at Ma’ Smed havde en datter, og hvem ved? Måske sidder en af Marens efterkommere netop og læser denne artikel uden at vide, at det er en fra hendes slægt, artiklen handler om.