Lufthavn klarede sig bedre

Midtjyllands Lufthavn i Karup fik mindre underskud i forhold til det budgetterede. Coronakrisen kommer dog til at koste nogle millioner kroner

27. juni 2020, 06:11
Lufthavnsdirektør Frans Bjørn-Thygesen håber, at ruteflyvningerne mellem Karup-København kan komme i gang før den 10. august.

LUFTHAVN Bestyrelsen for den underskudsramte Midtjyllands Lufthavn i Karup, der er ejet af ni kommuner, har holdt møde, og her blev regnskabstallene for 2019 også gennemgået.

Og det viser sig, at der igen er røde tal på bundlinjen. Resultatet blev et minus på knap fem millioner kroner, hvilket er en forbedring på cirka 1,1 millioner kroner i forhold til budgettet. Og det er til trods for en passagernedgang på 11 procent.

- Vi har optimeret og været sparsommelige, fortæller lufthavnsdirektør i Karup, Frans Bjørn-Thygesen.

Det er langt fra første gang, at lufthavnen har underskud. Det har den haft i flere år, og det skyldes, ifølge lufthavnsdirektøren, blandt andet de øgede omkostninger til security. De fylder 40 procent af lufthavnens samlede omkostninger, og Frans Bjørn-Thygesen mener, security er en statslig opgave, som lufthavnen udfører.

- Hvis vi ikke havde den opgave eller opgaven var mindre, ville vi have et overskud på et par millioner kroner om året, som vi kunne bruge på vedligeholdelse og investering i lufthavnen, siger han.

Lige nu står det meste stille i lufthavnen på grund af corona. Op mod 90 procent af medarbejderne er sendt hjem med lønkompensation, og desuden dækkes en del af lufthavnens faste omkostninger af en hjælpepakke.

Lige nu flyver der enkelte militærfly, privatfly og charterfly til Bornholm. Men ikke mere, end at opgaven ofte kan klares af lufthavnens nødberedskab.

Flyselskabet DAT har oplyst, at det først flyver mellem København og Karup den 10. august. Før forventer flyselskabet ikke at have passagerer nok til, at det er rentabelt at flyve. Dermed mister lufthavnen størstedelen af dets indtægter i perioden.

- Coronakrisen vil koste os »nogle millioner«, fortæller Frans Bjørn-Thygesen.

Bestyrelsen med repræsentanter fra ejerkommunerne bakker dog stadig op om lufthavnen, der på grund af den ekstraordinære coronasituation igen skal ud og bede om flere penge hos ejerkommunerne. Hvor mange vides endnu ikke.

Lufthavnsdirektøren håber dog på, at den kommende hjælpepakke fra regeringen til rejse- og luftfartsbranchen også vil være til gavn for Midtjyllands Lufthavn. Han mener, at lufthavnen trods underskud er en god forretning for det midt- og vestjyske erhvervsliv, da størstedelen af passagererne hos DAT er erhvervsfolk.

- Andre danske lufthavne har også underskud. Lufthavnen i Aarhus har eksempelvis et underskud på 36 millioner kroner. Det er svært at få en bæredygtig økonomi, men værdien af lufthavnen er stor. Det koster jo også penge at have en motorvej. Vi byder på en motorvej i luften, siger lufthavnsdirektøren.

Frans Bjørn-Thygesen håber fortsat, at han kan overtale DAT til at flyve før den 10 august. En mulighed er at indsætte mindre fly. Måske ved at leje dem. Men endnu er der ikke fundet en løsning.

DAT plejer at have op til syv afgange fra Midtjyllands Lufthavn. I august lægges der ud med cirka det halve.