Hedens gæve køllesvingere blev sluppet fri

Kurt Kolding kunne lade sig hylde som vinder af Hedens Golfklubs åbningsmatch

23. juni 2020, 09:16
Jørgen Torpdal Laursen (tv), formand i Hedens Golfklub Mikael Kiilerich og Benny Petersen (th) siger hinanden tak for kampen. Foto: Henrik Bagge

GOLF Der var hverken solskin eller regnvejr, så det var med andre ord perfekt golfvejr for de 75 medlemmer af Hedens Golfklub i Grønhøj, der lørdag deltog i årets åbningsmatch sponseret af ejendomsfirmaet Filbert Group ApS.

Utålmodige som galopheste i startboksen havde de ventet på lettelser i forsamlingsreglerne gennem tre måneder, idet coronaen ramte, lige da de havde gjort klar til åbningsmatchen i marts.

Helt coronafri var arrangementet dog ikke, for man havde været nødt til at dele deltagerne op i to hold, så de ikke var for mange ad gangen.

Opdelingen skete efter de respektive deltageres golfhandicap, og det betød at B-rækken tørnede ud om formiddagen med John Madsen som vinder, mens A-rækken stod klar lige over middag, så de sidste nåede klubhuset omkring klokken 16.30.

Folkets hyldest

Men dermed var festdagen langtfra ovre. Ja, nogle ville måske endda sige, at den først lige var begyndt.

For mens åbningsmatchens sponsor, Henning Filbert fra Filbert Group, der også ejer den golfbane, som Hedens Golfklub lejer sig ind på, havde sørget for fadøl og højtbelagt smørrebrød fra Stoholm Slagter til alle de tilbageværende, så kunne en god håndfuld spillere også modtage folkets hyldest for at have udmærket sig sportsligt på den ene eller anden måde.

Vinder af turnerningens A-række blev Kurt Kolding, der i præmie modtog en uges sommerhusophold i Skagen plus 1000 kroner.

Andenpladsen gik til Lene Laigaard, mens Jørgen Møller tog sig af tredjepladsen.

De to måtte dog på scenen igen, idet Jørgen Møller også fik en præmie som vinder af en puttingkonkurrence, mens Lene Laigaard vandt for dagens længste drive på damesiden.

På herresiden blev den konkurrence vundet af Sune Rzepka, mens Mogens Gundelund Jensen modtog en præmie som vinder af konkurrencen »Nærmest flaget«. Og til sidst kunne Julius Stück gå på scenen som den glade modtager af »Ekstrapræmien«, som sender ham på et weekendophold i Skagen.

Har givet banen et løft

Uddelingen af præmier klarede Henning Filbert og dennes 12-årige søn Christopher. De blev præsenteret af Inger Marie »Tut« Kolding fra Hedens Golfklub, der mente, at en stor klapsalve var på sin plads til ære for turneringens sponsor og golfbanens ejer, der blandt andet har bekostet en ny terrasse ved klubhuset.

Den hyldest kunne næstformand i Hedens Golfklub Steen Sørensen også tilslutte sig.

- Vi er superglade for, at det var ham, der købte banen. Han har en utroligt positiv indstilling til det hele og har virkelig givet banen et løft. Vi har selv bidraget med arbejdskraften, men han har betalt meget. Og på denne dag stiller han jo også med flotte præmier, siger Steen Sørensen og afslører, at de 27 point, han selv har lavet derude, ikke rækker til at få del i præmierne, og det kommer der straks en forklaring på.

- Nå Steen, de fik dig alligevel op af sandkassen til sidst, lyder det henne fra den billige langside.

Kærlige drillerier er en del af gamet her på banen, men det betyder ikke, at turneringen ikke bliver taget alvorligt.

- Vi går da op i det. Helt vildt endda. Jeg gik måske også for meget op i det i dag, for jeg stivnede helt derude, da det gjaldt. Så bliver man sur på sig selv, og så bliver det kun værre, lyder det ærligt fra en grinende Bjørn Andersen.

Home, sweet home

For Henning Filbert selv var åbningsmatchen med ham som sponsor også en stor dag.

Han købte golfbanen i hjembyen i 2018, afholdt den første åbningsmatch som sponsor i 2019 og har også givet tilsagn om en gentagelse i 2021.

- Vi har et rigtig, rigtig godt og bredt samarbejde med Hedens Golfklub, og vi er hjemme her i Grønhøj, så vi vil jo gerne støtte, at det her kommer til at gå godt, så derfor sponserer vi også det her, ud over at vi lejer banen ud til dem, siger Henning Filbert, der fra golfbanen kan kigge hjem.

- Jeg er syvende generation kartoffeltysker på den ejendom der, og da den jord, der lå lige her omkring så blev til salg, så passede det lige til højrebenet at købe det, siger Henning Filbert og peger mod syd, hvor hans barndomshjem efter forældrenes bortgang også er blevet hjem for ham og familien efter næsten 30 år i Viborg.

- Så det har passet rigtig godt. Jeg er simpelthen vendt hjem, siger Filbert senior, mens junior, 12-årige Christopher, også erklærer sig yderst tilfreds med at bo i Grønhøj.