Mindeord: Niels Ejnar Engedal

Avisen har fra Ole og Peder Engedal modtaget mindeord om deres far, der døde den 29. maj 2020

21. juni 2020, 06:39
Niels Ejnar Carøe Aarestrup Engedal. Privatfoto

MINDEORD Fredag den 29. maj 2020 startede med dejlig solskin, blå himmel og fuglefløjt, men desværre blev den overskygget, da vores elskede far, svigerfar og bedstefar, Niels Ejnar Carøe Aarestrup Engedal, selv besluttede sig for at fravælge livet i de smukkeste rammer ved Hald Sø. De senere år er savnet af vores kære mor Grethe, der døde i 2010, blevet større, og det har han heller aldrig lagt skjul på.

Far havde hele sin barndom i Skelhøje og flyttede i sine unge dage til København, hvor han blev udlært maler i 1958. Senere mødte han Grethe, som han giftede sig med den 7. marts 1964 i Vesterbølle Kirke. De bosatte sig i Skelhøje, hvor far etablerede sig som selvstændig malermester, men i sommeren 1967 var det ikke længere rentabelt, og de flyttede rundt til forskellige steder i Jylland, hvor der var mulighed for at få arbejde. De vendte senere tilbage til Skelhøje, hvor han i mange år var tilknyttet malerværkstedet på Egeskovscentret i Hald Ege og senere et par andre malermestre i området, indtil han gik på efterløn.

Vores far var for os et godt og kærligt menneske, som kun ville det bedste for både vores mor og os. Vi vil huske tilbage på en god barndom i trygge rammer hos vores forældre på Tulipanvej i huset, som de selv byggede. Vores forældre nåede også at få nogle gode år med hinanden i andelsboligen på Ravnsbjergvej, inden mor døde.

Far var en farverig person – ikke kun fordi han var maler, men dem, der kendte ham, ved, at han elskede besøg med en hyggelig frokost og gode samtaler og måske samtidig få et par opgaver ryddet af vejen eller nye aftaler på plads. Far nød at blive hygget omkring, og så betød det også meget at kunne hjælpe og glæde andre mennesker. Han involverede sig også i lokalhistorisk forening og slægtsforskning, hvor han med hjælp fra gode venner fik nedskrevet egne og familiens erindringer, som vi kan glæde os over.

Han forkælede og elskede sine børnebørn overalt på jorden, og der var ikke noget bedre end at få besøg og at være sammen som familie. For nogle år siden udlevede han drømmen om en ferietur til Nordkap i tre skønne uger med Jane og Peder og børnene, og i sensommeren sidste år var han med Liselotte og Ole i Østrig. Gennem årene har far været med på ferier i Sverige, Norge, Tyskland, Østrig og Frankrig, men for ham var et af de smukkeste steder i verden Dollerup Bakker.

Den sidste tid havde far daglige besøg af hjemmeplejen, da han fik det svært med krop og sind, og vi er den dybt taknemmelig for dens tilgang til arbejdet med at lytte og hjælpe. For det vil vi gerne udtrykke en stor tak. Det samme gælder hjemmehjælpen, gode venner og familien, der har været med til at give indhold i livet for far.

Vores far efterlader et kæmpe tomrum i familien og blandt gode venner. I over 10 år har han haft »kærestesorger«, siden vores mor døde, men som børnebørnene er enige med hinanden om, er han nu blevet genforenet med vores mor på den smukkeste blomstermark i himlen.

»Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.« Steen Steensen Blicher.

Æret være vores elskede far, svigerfar og bedstefar