Vandet fosser fortsat ud i Kølvrå

Energi Viborg har 300 meter ledning tilbage i Kølvrå, som skal undersøges for brud

16. juni 2020, 14:17
Det tabte vand går ikke på folks vandregninger. Det er Energi Viborg, der må betale for vandspildet. Energi Viborg sælger vand for 4,70 kroner per kubikmeter.

KØLVRÅ Energi Viborg har endnu ikke fundet stedet i Kølvrå, hvor det fosser ud med vand. Der ryger 1000 liter vand ud i timen til ingen verdens nytte, og det har stået på igennem længere tid.

- Vi skal have fundet stedet, da vandspildet ikke stopper af sig selv, forklarer afdelingschef for drikkevand i Energi Viborg, Mogens Brems Knudsen.

Der er 12.000 meter vandledning i Kølvrå, der har 440 husstande.

- Vi er ved at snævre det ind til 300 meter, så vi nærmer os, siger Mogens Brems Knudsen.

Det er ikke nogen nem sag.

- Ledningsnettet består af rør og ventiler. Vi sætter trykmåleren på bagsiden af ventilen, og hvis trykket forsvinder med det samme, når vi lukker ventilen, så har vi bruddet på den side, og hvis trykket ikke forsvinder, så kan vi sætte en streg over den ledning, forklarer Mogens Brems Knudsen.

Rørfolkene starter udefra og går baglæns ind til midten af ledningsnettet. Jo længere man kommer ind, desto vanskeligere bliver det, eftersom der er mange ledninger i midtzonen.

- Vi har fundet en utæt ventil. Den skal vi have repareret, og så skal vi forfine det yderligere, siger han.

Afdelingschefen er næsten sikker på, at man finder bruddet. Eller bruddene. Men han kan ikke være helt sikker.

- Vi ved jo ikke, om der er tale om et stort brud eller 10 små. Er der tale om det sidstnævnte, så bliver det svært, siger han.

Rørene i Kølvrå er forholdsvis nye. De blev lagt samtidig med lufthavnen i 1950erne, og de fleste blev udskiftet i 1984. Den slags rør plejer at kunne holde i 75 år.

- Årsagen til brud kan være køretøjernes nedbremsning på asfalten. Det rykker i asfalten og forplanter sig nedad. Men der er jo ikke meget tung trafik i Kølvrå. Så det kan være alt mulig andet, måske sætninger i ledningerne, siger Mogens Brems Knudsen.