Godt gang i boligsalget i Karup

I starten af coronakrisen faldt udbuddet af boliger til salg i Karup og omegn, men nu er udbuddet tilbage til normalen

18. juni 2020, 06:04
1 af 2 Ejendomsmægler Tom Madsen fra ejendomsmægler-firmaet John Frandsen fortæller, at boligmarkedet har normaliseret sig.
2 af 2 Mange førstegangskøbere kommer til Karup og omegn.

Hussalg Ejendomsmæglerne i Karup har godt gang i boligfremvisningerne for øjeblikket. Boligmarkedet oplevede, ligesom i resten af landet, et dyk lige efter landet blev lukket ned på grund af coronasitutionen, fortæller Tom Madsen, der er ejendomsmægler og partner hos ejendomsmæglerfirmaet, John Frandsen, der har afdeling i Karup.

- Vi oplevede en kort periode, hvor folk var tilbageholdne med at sætte boliger til salg, men udbuddet af boliger til salg er ved at normalisere sig. Og der er heller ingen grund til andet. Køberne er der, mange har tid til at kigge på boliger og renten er lav, siger Tom Madsen.

Han har hele tiden troet på, at boligmarkedet ville klare sig godt igennem coronakrisen.

- Udgangspunktet var et helt andet end under finanskrisen, da markedet var lånefinasieret. Markedet er denne gang i fremgang, finanssektoren er velkonsolideret og folks økonomi er kernesund - danskerne har afviklet gæld og sparet op, fortæller Tom Madsen.

Han mener, at coronakrisen har skubbet til udviklingen i boligsalget uden for de store byer.

- Folk har fået øjnene op for, at hjemmearbejde er en mulighed. Vi behøves ikke at mødes fysisk, og det fungerer fint. Man behøves ikke at bo i storbyen for at have en karriere, siger han.

Urbaniseringen er således ved at vende. Det er udenfor de store byer, at udviklingen sker. Udenfor storbyen er der plads og luft. Og så er det billigere at bo i en by som Karup og andre mindre samfund. Man får meget mere hus for pengene end i de større byer. Det har eksempelvis fået flere førstegangskøbere til at flytte til Karup-området.

- Karup har et godt handelsliv, natur, skoler - et lokalsamfund, der fungerer. Og så er der stadig nem adgang til de større byer. Det er godt bosætningsområde, og jeg er ikke i tvivl om, at man også vil se en god og fornuftig udvikling her fremover, siger han. Ejendomsmæglerfirmaet sælger til hele området, men i sær i Frederiks er der godt gang i salget for øjeblikket.

I storbyerne er der normalt store udsving i boligpriserne. I mindre byer er udsvingene normalt mindre.

- Man ser mere jævne boligpriser i byer som Karup. Priserne stiger ikke så meget som i større byer, men de falder til gengæld heller ikke så meget, siger han.

Han mener ikke, at man bør spekulere i, hvornår priserne falder igen.

- Priserne går op og ned. Mit bedste råd er, at man skal købe, når man har behov for en bolig. En bolig har man jo typisk i mere end et halvt år. Mange har boligen i flere år, siger han.