Købmandsgård øger omsætningen

Skelhøje Købmandsgaard har vokseværk og skifter til kæde med flere varenumre

11. juni 2020, 08:15
Formanden for bestyrelsen hos Skelhøje Købmandsgaard, Kjeld Bitsch, er ikke i tvivl om, at købmandsbutikken har uvurderlig betydning for lokalområdet. Der er langt over 300 medlemmer af butikken, og der er 375 indbyggere i Skelhøje. Foto: Morten Hallstrøm

DETAIL Skelhøje Købmandsgaard ApS, der er en socialøkonomisk virksomhed, som indeholder både købmandsbutik, café samt turistservice og information, har haft god vind i sejlene under coronakrisen.

- Vi har haft en pæn vækst i omsætningen på i hvert fald 10 procent, og det skal endda ses i lyset af, at vi har haft lidt færre kunder i forhold til sidste år, fortæller bestyrelsesformand Kjeld Bitsch.

Omsætningen kunne således have været endnu større, da købmandsgården ligger tæt på Hærvejen, men vandrere og cyklister har ikke kunnet komme og drikke øl og kaffe under coronakrisen. Som de ellers plejer at gøre i stor stil.

Butik uden gæld

Købmandsgården genåbnedes for seks år siden af en flok lokale frivillige.

For cirka 12 år siden lukkede byens købmand ned. Lokale forsøgte at få butikken til at køre igen, men under finanskrisen gik det galt. Banken tog den kapital, som de lokale havde skudt ind i projektet.

- Folk var enige om, at vi ikke skulle låne pengene. Vi skulle selv skaffe dem, og det tog et par år at skaffe startkapitalen via forskellige arrangementer og initiativer, fortæller Kjeld Bitsch.

Målet var dengang det samme, som det er i dag: Butikken skulle ikke have gæld. Den skulle klare det hele selv med lokal opbakning hele vejen rundt.

Købmand med godt netværk

Butikken drives i dag ved hjælp af frivillige, elever samt folk, der ikke har den nemmeste vej til arbejdsmarkedet. Og så er der købmand Peder Engedal, der blev ansat sidste år. Han havde tidligere været købmand i butikken og havde et godt netværk i branchen.

- Peder har været en god investering. Han er dygtig og har sørget for, at få flere varer hjem og vel at bemærke de rigtige varer, og så har han været god til at finde spændende tilbud, siger Kjeld Bitsch.

I 2019 fik Skelhøje Købmandsgaard et overskud på 104.000 kroner mod et rundt nul året før. Egenkapitalen var 120.000 kroner ved årets udgang. Der er 30 lokale, der ejer bygningen, som lejes ud til købmanden. Der er lavet et købmandskort, som medlemmer skyder penge ind på og bruger, når de handler hos købmanden. Hver gang de gør det, får de en procent i dividende.

Vil være Min Købmand

Købmanden er i dag en del af Letkøb-kæden. Nu arbejder man på at gå et skidt længere op, nemlig til Min Købmand.

- Vi vil få en butik med et større udvalg og med priser, der kan matche priserne i lavprisvarehusene, siger han.

Overgangen til Min Købmand og dermed muligheden for at øge omsætningen betyder, at der skal laves nyt kassesystem og en ny indretning af butikken. Det kan gøres for 250.000 kroner, men bestyrelsen går efter at låne 300.000 kroner af private.

Kjeld Bitsch forventer et »rimeligt overskud« på bundlinjen i den nye kæde. Ingen skal have udbytte. Pengene skal bruges til at fremtidssikre i butikken.

Han fortæller, at butikken har uvurderlig betydning for byen.

- I de fire år, hvor der ikke var købmand i byen, var byen ved at uddø lige så stille, som man ser det andre steder. Hvis der ikke er et centralt sted, hvor folk kan mødes og føle sig tilknyttet, så smuldrer det. Folk i Skelhøje vil ikke lade det ske. Mange lokale kræfter vil det her, og det har også betydet, at byen har fået et kulturhus op at stå, siger han.