Støtte til alternative byfester

12. juni 2020, 11:44
I 2019 blev der blandt andet sat 700 ænder i Åresvad Å under byfesten i Karup. Arkivfoto: Pia Jakobsen

Viborg Kommunes landdistriktsudvalg har på et møde den 2. juni besluttet at oprette en støttepulje på 300.000 kroner til arrangementer, der kan fungere som alternativ til de traditionelle byfester.

De fleste af disse er nemlig i år aflyst på grund af coronakrisen, så Landdistriktsudvalget ønsker at understøtte arrangementer efter sommerferien, der kan minde om byfester - selvfølgelig indenfor sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

- Vi står i en helt særlig situation, som blandt andet betyder, at landsbyboerne går glip af de traditionsrige byfester, som de normalt glæder sig til hele året. Derfor vil vi gerne støtte alternativer, som kan skabe ny energi i de lokale fællesskaber og hjælpe de borgerforeninger, der er trængte på økonomien, siger formand for Landdistriktsudvalget Mette Nielsen i en pressemeddelelse.

Borgerforeninger kan søge støtte til arrangementer og booking af band eller anden underholdning frem til 31. december 2020, eller indtil puljen er opbrugt.

En borgerforening eller et forsamlingshus kan få op til 15.000 kroner til et arrangement. Ansøgerne skal som udgangspunkt selv finansiere mindst 25 procent af udgiften.

Småbyernes borgerforeninger får også direkte besked om, hvordan man søger midler fra puljen.