Stort vandspild i Kølvrå

1000 liter vand fosser ud i timen

08. juni 2020, 14:21
Vandet fosser ud i Kølvrå - cirka 1000 liter i timen.

KØLVRÅ Energi Viborg har et vandproblem i Kølvrå.

Igennem længere tid er der røget 1000 liter vand i timen ud af ledningerne til ingen verdens nytte. Der er med andre ord et læk i ledningsnettet.

- Vi ved, hvor meget vand vi pumper ud af vandværket, og vi ved, hvor meget, der render igennem målerne, og der er en difference, som vi gerne vil have bragt ned, siger afdelingschef for drikkevand i Energi Viborg, Mogens Brems Knudsen.

Han erkender, at 1000 liter er en del for en lille by som Kølvrå med 440 husstande.

- Det er ikke i husene, det er galt for så kunne vi se det på målerne. Det er ude på ledningsnettet, siger Mogens Brems Knudsen.

Det tabte vand går ikke på folks vandregninger. Det er Energi Viborg, der må betale. Energi Viborg sælger vand for 4,70 kroner per kubikmeter vand.

- Vandspildet forsvinder ikke af sig selv. Så vi skal gerne have det ordnet, siger han.

Energi Viborg har fået flere henvendelser fra borgere i Kølvrå, og mandag var en tekniker på et sted med en våd plet for at se om, det er der, at problemet skal findes.