Satser på at åbne i weekenden

27. maj 2020, 08:47
Coronavirussen har også forsinket åbningen af Kølvrå Friluftsbad. Bestyrelsen håber på at åbne i weekenden. Arkivfoto: Morten Marboe

Kølvrå De er så klar alle de frivillige omkring Kølvrå Friluftsbad. Der er indkøbt seks kasser sprit, og alle friluftsbadets faciliteter venter bare på gæsterne.

- Vi satser på at kunne åbne den kommende weekend, fortæller Jannie Christensen, formand for Kølvrå Friluftsbad.

Hun glæder sig og er også lidt svedt:

- Vi må se, hvordan det kommer til at hænge sammen for os frivililige. For det ser ud til at alt skal sprittes af efter brug. Det kunne vi godt bruge flere hænder til, efterlyser hun.

Lige nu venter bestyrelsen dog på de sidste retningslinjer. Som det ser ud i skrivende stund, må man ikke bruge omklædningsrummene, og hvis ikke man må gå i bad, må man heller ikke benytte svømmebassinerne.

Heldigvis er der så mange andre faciliteter på stedet. Man kan tage et spil minigolf eller beachvolley, eller en boldbold kamp på boldbanen.

Sidste nye tiltag er en aktivitetsbane for de mindste, der blandt andet rummer en hinkebane, afslører Jannie. Bestyrelsen har i øvrigt lagt sig i selen og er ved at søge fonde hjem til en ny legeplads, så der hele tiden er nyt at komme efter i Kølvrå Friluftsbad.

Nu krydser vi så fingre for, at der i ugens løb bliver givet grønt lys for også at bruge omklædningsrummene og dermed svømmebassinerne.