Glamourøs camping i Sandkærgårde

Sidste sommer flyttede Tina Fredborg til Sandkærgårde. Nu er hun klar til at realisere nogle af sine drømme - for eksempel »glamping«

26. maj 2020, 10:00
1 af 2 På loftet fandt Tina dette skilt, som nu er fremme i lyset. Foto: Jan Herold
2 af 2 Tina Fredborg foran et af sine glamour telte med dobbeltseng, cafebord og terrasse. Foto: Jan Herold

Lokalskribent Der har i den seneste tid været megen omtale af Vestre Sandkærgårde. Den gamle lade fra gården bliver genopført i Grønhøj og arbejdet følges jo med spænding.

For 40 – 50 år siden var det den østre gård, som tiltrak sig opmærksomhed. Her boede Erica Berthel, hendes søn Johannes og nevøen Richard. De var, ligesom beboerne på nabogården, efterkommere af Jacob Berthel, som flyttede begge gårde ud fra Grønhøj i 1793. Stedet tiltrak sig opmærksomhed, fordi Johannes havde lavet en attraktion ud af at fortælle historien om kartoffeltyskerne på sin helt egen måde. Derfor besøgte turister fra nær og fjern stedet.

Stedet emmer stadig af historien. Den gamle over 20 meter dybe brønd og rester af haven, som i dag kaldes ”Ericas have”, eksisterer stadig.

Aktivitet er et nøgleord

Tina Fredborg er nordjyde. Hun er dog ikke den type, som bare flytter fra Nordjylland til Sandkærgårde. Nej, rejsen har indbefattet nogle år i Mexico og herefter arbejde på en Koi-fiskefarm på Sri Lanka, hvor hun nu er medejer.

I sit tidligere ægteskab har Tina været økologisk jordbruger. Hun har haft dyrehold med både kødkvæg, mohairgeder og fjerkræ. Dyreholdet er dog nu lagt på hylden, og i Sandkærgårde vil hun ”nøjes” med et areal udlagt som økologisk køkkenhave. Man kan alligevel roligt konkludere, at aktivitet er et nøgleord for Tina.

Et sted med muligheder

Perlen, som Tina har erhvervet, ligger i sikker afstand fra Fallesgårdevej med trafik, som var det en hovedvej. Mod nord ligger fredelige Storedalen med bakker og slugt, som fører fra Hald sø og ud over Kongenshus hede.

Tinas vision er at kunne dele stedet med andre. Hun arbejder med forskellige idéer. En af dem er kursusvirksomhed indenfor tekstil, maling, IT og familie aktiviteter af forskellig slags. En gammel drøm om at lave naturcamping er allerede en realitet i den kommende sæson.

Camping med glamour

To argentinere, som er på arbejdsferie i Danmark, har den seneste tid hjulpet med at skabe rammerne for glamping i lunden bag gården. De to første telte er klar til indflytning og bålpladsen er allerede taget i brug. Her kan overnattes i rigtige senge, og man behøver ikke at sidde på jorden og spise. Faciliteterne på stedet er endvidere til rådighed, og den kommende kalkkamino ligger blot 200 meter fra stedet.

Rammerne er perfekte for alternativ ferie midt i naturen. Vil du vide mere, kan Tina blandt andet kontaktes via Facebook.