Sæsonopstart i KKIK cykling på landevejen

Mange har cyklet under corona nedlukningen. Nu må det foregå i fællesskaber. Onsdag den 20. maj er der opstart i Karup

20. maj 2020, 07:22
Endelig kan KKIK afholde fælles cykel opstart. Foto: Privatfoto

Cykling De har villet i gang længe, KKIK cykling, men nu skal det være.

Først var det en ualmindelig våd vinter, så kom der godt vejr, men også frygten for at komme for tæt på andre og blive smittet med corona.

Derfor har opstarten af KKIK cykling på landevejen været udskudt igen og igen. Men nu er det nu.

Den kommende onsdag inviteres cyklistfolket derfor til Jethallen, hvorfra der vil være opstart på cykelsæsonen.

- Vi overholder selvfølgelig retningslinjerne for COVID-19, lover formand for KKIK cykling Hasse Olsen og fortsætter:

- Det sociale er en vigtig del af cyklingen for KKIK cykling. Det fællesskab kan cykling netop danne rammen om samtidig med, at man holder behørig afstand.

Cykling har desuden den fordel, at man kan komme vidt omkring, og få mulighed for at opleve det midtjyske landskab, mens man får god motion og masser af frisk luft.

KKIK cykling tilbyder i øvrigt mange forskellige aktiviteter i løbet af sæsonen, alle med cykling i centrum.

- Det drejer sig både om motion og samvær, understreger Hasse.

Der er fremover fælles træning onsdage og søndage hele sommeren igennem.

Har du lyst til at være med så mød op til vores opstart og kom godt i gang med cykelsæsonen. Vi har plads til alle, afslutter Hasse.