Handelsskolen i Viborg er flyttet

Handelsskolens merkantile erhvervs-uddannelser i Viborg er nu flyttet sammen med Mercantecs mange tekniske erhvervs-uddannelser

19. maj 2020, 08:46
Frida Præstegaard Smed (bagest) og Sofie Løndal Agerholm er fuldt ud tilfredse med den nye beliggenhed og glæder sig til det sammenhold, der vil opstå, når hverdagen igen er normal. Foto: Mercantec

Ungdomsuddannelse I årtier har Handelsskolen i Viborg været forbundet med den store rødstensbygning på Vinkelvej, der blev opført i 1972, men fremover holder Handelsskolen til et helt andet sted – nemlig på H.C. Andersens Vej 9, hvor langt de fleste af Mercantecs øvrige erhvervsuddannelser også har base. Her er kodeordet fællesskab.

Styrket fagprofil

Handelsskolen udbyder erhvervsuddannelserne kontor, handel og detail. Og selvom ikke alle af de i alt 350 elever på grund af Covid19 endnu ikke har fundet på plads i de nye lokaler, og selvom en officiel indvielse er udskudt på ubestemt tid, er ledelsen tilfreds med beslutningen.

- Flytningen betyder, at vi kan styrke fagprofilen, synliggøre de mange karriereveje og muligheder en uddannelse fra handelsskolen giver og gøre de merkantile uddannelser til en del af et større uddannelsesmiljø, siger Mercantecs vicedirektør Mette Selchau og fortsætter:

- Vi vil i de nye rammer sætte faglighederne i højsædet og indrette dele af studiemiljøet til et butik og kontormiljø.

Sociale arrangementer

Inden Handelsskolen flyttede ind i nymalede og nyindrettede lokaler på H.C. Andersens Vej 9, var stedet helliget gymnasieeleverne fra HTX. Handelsskolen har traditionelt flest kvindelige elever, mens der på de øvrige erhvervsuddannelser er en overvægt af mænd. Fællesskab og netværk bliver en stor del af det miljø, der fremover kommer til at udgøre den sociale kerne i livet på Handelsskolen, supplerer Jan Salling, som er uddannelsesleder på Handelsskolen.

- Vi glæder os meget til, at vores elever bliver en del af et stort uddannelsesmiljø, hvor vi i fremtiden kan holde masser af sociale arrangementer sammen, fastslår han.

Gymnasieeleverne (hhx), som også har haft base på Vinkelvej, flytter ned i det nye flotte Midtbyens Gymnasium ved Banegården, hvor de sammen med de øvrige gymnasieelever (htx) starter et helt nyt kapitel.